| | ’Pigen med nålen’ bliver dansk oscarkandidat til kategorien bedste internationale spillefilm. | |
| | | Kristoffer Hegnsvad | | Film- og tv-redaktør på Politiken | | |
|
|
| | I dag begyndte det danske oscarkapløb. | |
| | Den danske oscarkomité valgte den danskproducerede film ’Pigen og nålen’ af Magnus von Horn som kandidat til kategorien bedste internationale spillefilm. | |
| | Filmen tager afsæt i den sande danmarkshistorie om Dagmar Overbye, der i 1921 blev dømt for mord på ni spædbørn. Dem havde hun i årene forinden adopteret mod betaling fra ofte enlige mødre. Trine Dyrholm spiller Overbye, og Vic Carmen Sonne ses i den egentlig hovedrolle som den unge gravide kvinde, der fanges i Overbyes spind. | |
| | Den danske udvælgelse er første lillebitte skridt i et utrolig langt kapløb, hvor alverdens nationer indstiller et værk til kategorien. Herfra begynder et udskilningsløb, der først vil blive til en global shortlist og siden til reelle nomineringer til kategorien, der finder en vinder i 2025 ved oscarshowet. | |
| | Men: Er det ikke helt ufattelig uinteressant, ville i hvert fald jeg have tendens til at spørge. Svaret er jo, foreløbig. | |
| | Det er mest af alt et marketingvink med en vognstang om, at processen nu er i fuld gang – og hey: Hurra og tillykke til skaberne af ’Pigen med nålen’. | |
| | Det, der er interessant at se på, er det samme, som er interessant ved hele oscarshowet: Hvor befinder verdens store filmmidtbane sig? For Oscar er stadig den store softpowerfaktor i kulturverden, man analytisk bør forholde sig til. | |
| | Svaret fra de seneste års oscarvindere og dette års indstilling er nok: i en tilstand af forandring og dermed forvirring. | |
| | I en lang årrække har Danmark – primært forstået som Det Danske Filminstitut – strategisk fokuseret på at vælge den film, der havde bedst muligheder for at have en vinderchance ved oscaruddelingen. Man har altså ikke valgt den bedste film – vel ikke engang den film, som den lille komite nødvendigvis synes bedst om eller tænkte repræsenterede dansk film eller danske værdier bedst, men den film, der bedst kunne gøre sig i en amerikansk kontekst. | |
| | Jeg synes, ’Pigen med nålen’ er en god film. Men det er altså underordnet her, ud over at der oftere og oftere er tendens til, at der når gode film, forstået som lidt mere vovede kunstneriske film, med ind på oscarmidtbanen. | |
| | I sin anmeldelse skrev hun: | |
| | »Æstetisk er den et mesterværk, og så er den en hommage til filmkunsten, som festivalen dyrker og elsker; både filmkunsten af i dag og af i går«. | |
| | Det er en film, der kan sin filmhistorie til fingerspidserne og stråler langt væk af svensk instruktør i sine holdninger og polsk filmskole i sit udtryk med sit samfundskritiske blik på køn og seksualpolitik og cinefilt referencetunge sort-hvide billeder. | |
| | Nanna Frank Rasmussen skrev også: »Det er en rigtig Cannes-film«. | |
| | Det ville for nogle år siden ikke gør det til en rigtig oscarfilm. Tidligere ville ’Pigen med nålen’ være blevet slået ihjel i den spæde oscarproces. For at være for kunstnerisk insisterende, for sortsynet, for sort-hvid. | |
| | Nikolaj Arcels ’Bastarden’, der var det danske bud sidste år, fulgte den normale opskrift på en dansk oscarcontender: en film, der er amerikansk i sit dramaturgiske skelet, mild i sit europæiske billedsprog og skandinavisk i sin morale. Susanne Biers oscarvinder, ’Hævnen’, er på mange måder standarden, man benchmarker på (ja, terminologien er passende). | |
| | Det er ikke et ondt eller godt ord om hverken ’Hævnen’ eller ’Pigen med nålen’, men blot det interessante for os, der kigger på i dette forløb. At rammerne for, hvad en mulig oscarvinder er, de seneste år har rykket sig en smule. | |
| | Hvis man taler i fordomme, var ’Titanic’ og ’Shakespeare in Love’ standarderne for en rigtig oscarfilm langt ind i dette årtusinde. Det var de brede amerikanske film, som man burde imitere i den store internationale filmverden, hvis man ville gøre sig håb om en forgyldt statuette fra det amerikanske Academy of Motion Picture Arts and Sciences. | |
| | Men den seneste dekade har oscarstatuetten vippet på sin sokkel. Det har i det stille vippet frem og tilbage, om man valgte en konservativ vinder eller en ... tiltagende woke. | |
| | Uroen brød ud i lys lue under hashtagget #oscarsowhite, da 2015 og 2016 bød på i alt 40 hvide skuespillere ud af 40 mulige nomineringer. Hvilket blev til en mere bred, åben diskussion om den grundkonservative dna i oscarakademiets medlemmer, der i 2015 bestod af en hvid (94 pct.) mand (77 pct.) på 62 år. | |
| | Det har akademiet selv været aktiv i at forsøge at gøre op med. Og det er lykkedes et stykke ad vejen. Det er stadig domineret af ældre hvide mænd, men der er langt mere kulør, flere kvinder og gennem en øget internationalisering et langt større udsyn. | |
| | Det var ikke det i sig selv, der gjorde, at ’Moonlight’ (en afroamerikansk queerhistorie) vandt i 2016, men udviklingen i det omkringliggende samfund og derfor akademiet har både forud for debatterne og med tiltagende hastighed siden ændret mulighedsrummet på den amerikanske midtbane. | |
| | Hvilket man for eksempel sidste år så, da to markante titler fra filmfestivalen i Cannes, Justine Triets ’Frit fald’ og Jonathan Glazers ’The Zone of Interest’, samt sidste års venedigvinder, ’Poor Things’ af Yorgos Lanthimos, var at finde i oscarkategorierne. Den klassiske danske oscarmodel, sidste år repræsenteret ved ’Bastarden’, nåede derimod ikke frem til showet. | |
| | Det betyder ikke, at oscarshowet pludselig er stedet, hvor en eksperimentel film fra en kælder i Georgien kan gøre sig, det er stadig den store brede midtbane. I sin natur det konservative samlingssted. Men det betyder, at den midtbane tilsyneladende igen er blevet blot en anelse bredere, så det i år gav mening at sende en sortsynet sort-hvid-film med drabelige lange abortnåle og døde spædbørn af sted som det danske bidrag til den samtale. | |
|
