Den 19. maj åbner kiosken med Københavns bedste udsigt endnu engang til de tørstige og is-sultne gæster, der har taget turen op igennem den snoede Sneglegang.
Kiosken på toppen af Rundetaarn har eksisteret siden tiden lige før besættelsen. Helt præcist hvornår Topkiosken kom til, kan man ikke sige, men i Rundetaarns regnskaber kan man læse, at Rundetaarn mellem den 1. april 1939 og 31. marts 1940 fik sin arkitekttegnede Topkiosk for 2084 kroner og 79 øre.
Kiosken – og særligt dens udbud af varer – har gennem tiden været genstand for en del debat – og ikke alle har brudt sig om idéen om en Topkiosk på Rundetaarn. I et brev til det anerkendte arkitektægtepar Inger og Johannes Exner, der var ansat som arkitekter i Rundetaarn og havde stået for nyindretningen af Topkiosken i 1965, skriver arkitekt og kongelig bygningsinspektør Nils Koppel samme år, at “kioskvirksomheden på toppen af Rundetårn allerhelst burde nedlægges”, og “Når dette ikke kan gøres, må det tilstræbes at gøre kiosken så beskeden og ydmyg som mulig”.
Heldigvis fik kiosken lov at bestå, og i dag er den sommeråbne Topkiosk, der senest fik en overhaling i 2018, en attraktion i sig selv.
|