Man kan gøre så meget selv.....
Men lige præcist vejret, kan man ikke gøre noget ved, andet end at snakke om det - kigge mod skyerne og ønske, at solen titter frem lige om lidt. Allerede i slutningen af april, var jeg helt klar til forårsvejr, udsprungne blomster og træer og ikke mindst sol. Jeg var så klar til, at inspirationen og opgaverne til det 8 ugers live online kursus "Forårets farver" faktisk også kunne findes derude i naturen i takt med at naturen begyndte at vise sine fantastiske forårsfarver. Men sådan skulle det ikke være - det er som om naturen er en lille måned bagefter i år og tingene er ikke helt som de plejer at være.
Men det gode er, at det er dejligt, at gå og vente og længtes efter noget godt, for varmen og solen kommer og så har vi jo heldigvis kunsten og vores maleri - vores palletter fyldte med fantastiske forårsfarver, helt nye ubrugte pensler, spidsede blyanter og blanke lærreder, som nærmest bare står der og venter på, at vi med egen kraft "påkalder" os foråret og dets længe ventede farver. Mit atelier er fyldt med forårets farver lige nu og i den kommende weekend springer fantastiske farverige ekspressive blomster ud overalt på Kunstskolen Sønderbygård, da huset, iforb. med kurset "Fristende fristelser - ekspressivt blomstermaleri", fyldes med dygtige kursister med "grønne fingre" og vildt meget lyst til at male flotte, store og farverige blomster. Jeg glæder mig så meget til dette kursus, da det bliver det første fysiske kursus på Kunstskolen Sønderbygård, som jeg i år kan være med til - jeg blev desværre akut syg for 3 uger siden og missede årets Medlemstræf, her på stedet, men jeg er så klar nu til at give den gas med mine kursister. Vi lavede en lille film fra dagen og I skulle have haft den med i sidste nyhedsbrev, men den forsvandt i forsendelsen, så vi prøver lige igen.
Snart siger kalenderen juni måned og en ny og spændende månedsopgave venter vores medlemmer af ArtAcademy.dk. Vi skal stifte bekendtskab med og lade os inspirere af et dejligt menneske og en super dygtig kunstner, Yrsa Dunvad og der skal males impressionistisk i forårets og den kommende sommers skønne farver. Jeg har i denne måned endnu engang udfordret min gode kollega og dygtige underviser, Bente Stæhr, til at male impressionistisk med inspiration i Yrsa Dunvad's univers. Jeg er vild med det og det bliver I helt sikkert også.
Mal i de farver, som gør dig glad, også når det hele er lidt gråt og trist - man kan nemlig ikke være trist og sur, når man står foran sit lærred med palletten fyldt med skønne farver og det hele bare kalder på, at du finder dit motiv. Glæd dig over, at du har tiden, lysten, muligheden og evnerne til at male.
Forresten, så kan du møde "Den hårde kerne" - Bente Stæhr, Vinni Bakkensen og undertegnede i "Den gamle smedje i Thyborøn", hvor vi udstiller i perioden 4.-11 juni, hver dag i tidsrummet kl. 11-17.
Christina Kjelsmark