En soldat fra regeringsstyrkerne viser et af de steder, hvor der er fundet en massegrav i byen Tarhuna. Foto: Mahmud Turkia /Ritzau Scanpix |
Godmorgen Vi begynder denne uges sidste morgennyhedsbrev i det borgerkrigshærgede Libyen. Her har man fundet otte massegrave i et område, som den FN-støttede samlingsregering fornylig har erobret fra militslederen Khalifa Haftar, skriver Ritzau. Hvis du har en god hukommelse, husker du måske, at danske kamppiloter for ni år siden fløj på bombetogter i Libyen fra en italiensk base som led i en Nato-mission, der førte til den mangeårige diktator Moamar Gaddafis fald. Den danske deltagelse i missionen skulle sikre civilbefolkningen mod overgreb, men den del kan ikke siges at være lykkedes til fulde, da borgerkrigen i landet stadig raser. »FN’s mission i Libyen (Unsmil) noterer sig med rædsel meldinger om opdagelsen af mindst otte massegrave de seneste dage«, størstedelen af dem i Tarhuna«, skriver FN på Twitter. Alene det seneste år er 200.000 mennesker drevet på flugt på grund af kampene i Libyen, der dog de senere år ikke har haft så stor international bevågenhed, blandt andet på grund af krigen i Syrien og kampen mod Islamisk Stat. Men det er en tragedie for libyerne og en skamplet på EU’s ambitioner om en fælles udenrigspolitik og Natos iboende forpligtelse til en fælles sikkerhedspolitik, mener Politikens lederskribent i dagens avis. Amerikanske aktier i store fald I USA er smittetrykket steget i takt med, at mange delstater har åbnet mere og mere. Det har ført til en øget frygt for, at en anden bølge vil ramme landet, hvor flere end 112.000 mennesker i forvejen er døde med covid-19. Frygten for en ny bølge medførte torsdag, at aktierne i USA dykkede ret voldsomt, alene det toneangivende Dow Jones-indeks faldt med over fem procentpoint, og det er den største nedtur siden 16. marts, skriver Politiken. Store forskelle i synet på racisme i Danmark Er der racisme i Danmark? Det har været et af ugens store spørgsmål oven på flere demonstrationer vendt mod racisme og forskelsbehandling. Lidt over halvdelen af befolkningen mener ikke, at diskrimination på baggrund er hudfarve er noget udbredt problem i Danmark, viser en Megafon-måling foretaget for Politiken og TV2. Knap en tredjedel af deltagerne i undersøgelsen mener derimod, at racisme er et udbredt problem. Unge mellem 18 og 29 år, kvinder, københavnere og universitetsuddannede opfatter i højere grad racisme som et problem end ældre, mænd, og danskere uden uddannelse. Men forskellene ville formentlig slå endnu stærkere ud, hvis man havde opdelt svarene på etnicitet, mener lektor og racisme-forsker Michael Nebeling Petersen fra Syddansk Universitet: »Hvide danskere oplever ikke racismen på egen krop. Det gør jeg heller ikke selv. Jeg har boet på Nørrebro i 15 år og er aldrig blevet stoppet af politiet. Men når jeg går sammen med min arabiske ven, bliver han ofte stoppet«. Venstre vil erstatte dyr jernbane med busser Mange steder i landet er det dyrt at holde liv i jernbaner med få passagerer i togene. Her bør man hellere satse på moderne busser, mener Venstre, der også anbefaler at Aarhus og Odense dropper planer om mere letbane og erstatter dem med såkaldte BRT-busser, skriver Jyllands-Posten. Partiet er villig til at give et statsligt tilskud på mellem 25-50 procent til de nye moderne busser, »fordi det er en effektiv måde at sikre fremtidens kollektive transport,« som Venstres transportordfører, Kristian Pihl, Lorentzen formulerer det. Transportminister Benny Engelbrecht siger, at han vil tage Venstre på ordet og få analyseret, hvordan der kan oprettes en statslig pulje til busserne. Her er den nye Playstation 5 Vi slutter morgenbrevet et lidt uvant sted, nemlig med nyheden om, at Sony endelig har præsenteret designet for den nye PlayStation 5. Den slags er som altid omgærdet af en masse hemmelighedskræmmeri, ligesom når Apple kommer med en ny iPhone. For eksempel kan man ikke få at vide, hvad den kommer til at koste, dog lover Sony, at den kommer i år. Det vil i givet fald være syv år efter den seneste udgave, PlayStation 4. Coronastatus: Hvornår får vi vores liv tilbage? Det er tre måneder siden, at Danmark vågnede op til en ny hverdag med forbud, isolation og karantæne. Nu er virkeligheden en anden. Smittetrykket er lavt og sygehusenes coronaafdelinger er næsten tomme. Alligevel må vi ikke rejse sydpå eller gå i byen til langt ud på natten. Men giver det stadig mening, at vi passer så meget på? Klik her og hør dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’. Det sker i dag | I dag åbner den nye oplevelsesarena Naturkraft i Ringkøbing. Det er kronprinsesse Mary, der klipper snoren til den 50 hektar store attraktion, hvis mål er at ruste publikum til den grønne omstilling gennem leg og læring. |
|
| Retten på Frederiksberg ventes at fortsætte med en sag om hvidvask for 166 millioner kroner. Den hovedtiltalte er en kvinde med litauisk baggrund. |
|
| Der er i dag rådsmøde for EU’s sundhedsministre. Det finder sted som videokonference på grund af coronavirus. |
| Det skete i dag | 2009: Erhvervsmanden Stein Bagger bliver af Retten i Lyngby idømt syv års fængsel for bedrageri for over 800 millioner kroner i sin tid som direktør for firmaet IT Factory. |
|
| 1991: Boris Jeltsin får 89 procent af stemmerne ved det russiske parlamentsvalg og bliver landets første præsident. |
|
| 1985: 3.600 bryggeriarbejdere på Carlsberg og Tuborg idømmes en bod på 12,3 millioner kroner efter seks ugers strejke. |
| | Med venlig hilsen Niels Holst Journalist, digital forsideredaktør på Politiken |
|
|
|
|