God morgen, kære læser Velkommen til nyhedsbrevet fra Politikens sportsredaktion. Den dominerende begivenhed tirsdag er premieren på Champions Leagues gruppespil, hvor der i gruppe F er en spændende duel mellem Borussia Dortmund og Barcelona. Spanierne har fået en usikker start på sæsonen, men holdet kan formentlig se frem til, at stjernen Lionel Messi efter en knæskade omsider forstærker holdet. De forsvarende Champions League-vindere Liverpool skal også starte på udebane og kan måske hente en revanche mod Napoli, der sidste år vandt sammen gruppespilsduel 1-0. Danmarks bedste badmintonspillere deltager i denne uge China Open, og Axelsens form er det store spørgsmål efter en pause på grund af skade. Her er seneste nyt fra Sportsdøgnet Fodbold. Alt tyder på, at Lionel Messi sæsondebuterer i Champions League tirsdag aften, når Barcelona i Tyskland spiller mod Borussia Dortmund. I hvert fald er han med i truppen og har deltaget i træningen efter at have siddet uden for pga. af en knæskade de fire første runder af La liga. Her har Barcelona blot vundet to af kampene. Det 16-årige stortalent Ansu Fati er også med i truppen, efter han har scoret to gange og leveret en assist i sine foreløbige 116 minutters La Liga-fodbold. Tennis. Den tidligere nr. 1 på verdensranglisten, spanske Garbiñe Muguruza, har i den grad en svær sæson. Og endnu en skuffelse blev tilføjet tirsdag, da Muguruza i 1. runde ved Pan Pacific Open i Osaka mødte Su-Wei Hsieh fra Taiwan. I 2. sæt havde spanieren ellers matchbold, men den blev misbrugt, og derefter faldt Muguruzas spil sammen, hvorefter Hsieh vandt 3-6, 7-6, 6-1. Dermed har Muguruza, som også har været skadet i denne sæson, stadig ikke vundet en kamp siden maj ved French Open i Paris. Badminton. Det blev til en kort visit ved China Open for den danske stjernespiller Viktor Axelsen. I 1. runde mødte han tirsdag japanske Kanta Tsuneyama, der efter e svag start vandt 10-21, 21-14, 21-16. Axelsens comeback efter en pause på grund af skade blev altså ikke den ønskede succes. Rutinerede Hans-Kristian Vittinghus er også ude af turneringen. I 1. runde mødte danskeren Tzu Wei Wang fra Taiwan, og Wang sejrede 21-16, 21-19. To andre danskere er med i mændenes singlerække i Changzhou: Rasmus Gemke og Anders Antonsen. Dagens tv-tip: Napoli-Liverpool kl. 21.00 på TV3 Sport, hvor de regerende Champions League-mestre skal forsøge at få en bedre start på gruppespillet end sidste år, hvor briterne tabte alle tre udekampe. Se hele tv-oversigten i det opdaterede Sportsdøgnet. | Med venlig hilsen Carsten Godtfredsen Jourhavende/journalist, Sporten på Politiken |
|
|
|
|