Godmorgen og velkommen til ugens sidste politiske morgenpost. |
Alt imens situationen mellem Israel og Hizbollah spidser til, og spændingerne i Mellemøsten er på sit højeste, lægger vi dagen ud med en omgang Israel-kritik, som stammer fra ingen ringere end Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, der i går var gæst i DR 2s Debatten. |
I Debatten var aftenens tema nemlig »Storkrig på Vej?«, og her fortalte venstremanden, at han mener, at Israel trækker konflikten i langdrag. |
Tonen har ifølge Aarstrup ændret sig, fordi situationen i Mellemøsten i dag er en anden, end den var ved begyndelsen af krigen. Først var der tale om rent selvforsvar fra Israels side, forklarede ordføreren, men i dag er der tale om noget andet: |
»Man (Israel, red.) kunne gå ind og lave selvforsvaret på en mere fornuftig måde, hvor man laver en midlertidig våbenhvile nu, man får de sårede civile ud fra Gaza, og man lader være med at gå ind og lave en landoffensiv i Libanon,« sagde Michael Aastrup Jensen, som derefter blev spurgt, om Israel trækker krigen i langdrag. |
»Ja,« lød det korte svar. |
Herefter blev han spurgt, om det ikke var noget, Danmark var villig til at forsvare? |
»Det vil vi ikke. Det er derfor, vi også har talt meget vokalt for, at der skal være våbenhvile nu og imod en landoffensiv i Libanon,« svarede Aastrup Jensen. |
Dagens vælgergruppe |
I lang tid har Socialdemokratiet været det største parti blandt akademikere, men noget har ændret sig. I dag ville SF nemlig få hver femte akademikerstemme, hvis der var valg i dag, viser en ny analyse fra valgforsker Kasper Møller Hansen lavet for Altinget. |
Ifølge analysen er SF siden valget i 2022 gået markant frem blandt vælgere med en lang videregående uddannelse. I 2022 fik de 10,8 procent af vælgergruppens stemmer. I september 2024 står partiet til at få 20,9 procent. |
Men hvorfor har denne gruppe så flyttet sig? |
Kasper Møller Hansen peger blandt andet på, at vælgervandringen skyldes diskussionen om spareplaner i det offentlige, ligesom akademikerne ikke just har glemt afskaffelsen af store bededag endnu. |
Og så bryder gruppen sig tilsyneladende heller ikke om at skulle forlade rutinen med den vesterbroske BMO til fordel for en arbejdsplads i provinsen: |
»Særligt er spørgsmålet om statslige arbejdspladser er ikke lige akademikernes kop te i byer som Aarhus og København, for så skal de pludselig flytte til Hjørring eller Næstved, og det vil de ikke,« siger Kasper Møller Hansen. |
Dagens straf |
Godt som landets skoleelever ser frem til at kunne gå på weekend fredag, mødes de i dag af en – for dem formodentligt – kedelig nyhed. |
Fredag fremlægger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye nemlig nye justeringer i skolernes ordensbekendtgørelsen, skriver DR, og de ser umiddelbart ud til at give skolerne større mulighed for at straffe eleverne hårdere. |
For eksempel vil Tesfaye med de nye justeringer blandt andet gøre det muligt at bortvise elever nemmere samt give skoler retten til at straffe elever med oprydning efter skole. |
Udover at give skolerne mandat til at straffe udadreagerede elever, lægger justeringerne også op til, at der skal være bedre beskyttelse af elever, der er påvirket af andre elevers dårlige adfærd. |
De nye justeringer i skolernes ordensbekendtgørelsen kommer i forlængelse af TV 2s afsløring af de grelle forhold på Borup Skole, hvor en elev blandt andet blev voldtaget. |
Mattias Tesfaye mener dog ikke, at de nye tiltag skal ses som »hårdere straffe« til eleverne – det handler i stedet om, at eleverne skal se, at handlinger har konsekvenser: |
»Det er ikke straf, men almindelig pædagogik og opdragelse. Jeg ved ikke, om det er gammeldags eller nymodent, jeg synes i hvert fald, at det er en helt almindelig og også respektfuld måde at møde børn på,« siger ministeren til DR. |
Dagens million |
Hvad har Udenrigsministeriet og Taylor Swift til fælles? |
Begge har hang til luksuriøse privatfly. |
Eller det lader det i hvert fald til, efter det i går kom frem i Ekstra Bladet, at Udenrigsministeriet i august brugte én million kroner på at hyre et privatfly til Lars Løkke Rasmussen, da han skulle besøge Ghana. |
Ifølge Ekstra Bladet blev det af Forsvarets Challenger-fly, der skulle flyve Løkke til Ghana, aflyst kort inden afrejse, og derfor spurgte Forsvaret Udenrigsministeriet, om ministeriet var interesseret i en »charterløsning« eller i »kommercielle billetter«. |
Fluks blev der svaret tilbage fra ministeriet, at kommercielle billetter ikke var en mulighed: |
»Er der ikke et andet Challenger, der vil kunne flyve? Hvis ikke, skal vi venligst bede om, at I igangsætter afsøgning af en chartret løsning,« svarede Løkkes ministersekretær tilbage. |
Og således steg prisen til 1.061.999 kroner for Løkke og entourages rejse til Ghana, da privatflyet blev booket, viser Ekstra Bladets aktindsigt. Til sammenligning ville prisen på et Challenger-fly have været 615.995 kroner, viser samme aktindsigt. |
Dagens korte historier |
1. Formanden for det Udenrigspolitiske Nævn, Michael Aastrup Jensen, anklager Ruslands ambassadør i Danmark for misinformation, skriver Politiken. Anklagen kommer i forbindelse med, at den russiske ambassadør har udtalt, at Danmark reelt ikke »ønsker at finde ud af, hvad der skete« med Nord Stream-eksplosionerne. |
2. Minister for landdistrikter Morten Dahlin erkender i dagens Jyllands-Posten, at de mange nye solcelleparker kommer til at give gener til nogle mennesker ude i landet. Dog mener han, at nye arbejdspladser i samme områder vil kompensere for samme. |
3. Derudover beskrev Jyllands-Posten også i går, hvordan flere partikolleger undrer sig over ikke at være blevet informeret af borgmester i Aarhus Jacob Bundgaard (S) om, at deres fælles havudspil var udarbejdet af Danmarks Naturfredningsforening. |
Dagens program |
Klokken 08.30: Møde i Europaudvalget. |
I dag er der møde i Folketingets Europaudvalg. På dagsordenen er blandt andet EU-Kommissionens forslag til en forordning om etablering af programmet for den europæiske forsvarsindustri. |
Klokken 12.15: Dansk Folkeparti holder pressemøde med Jordan Bardella om fransk samarbejde. |
Den franske politiker Jordan Bardella, formand for højrefløjspartiet National Samling, kommer i dag til Danmark for at indgå et samarbejde med Dansk Folkeparti. Morten Messerschmidt og Bardella holder fælles pressemøde i Fællessalen på Christiansborg klokken 12.15. I morgen er Bardella gæstetaler på partiets årsmøde i Arena Næstved. |
Det var alt for i dag. Tak, fordi du læste med. |
|