Der opstår mere druk, når Uber kommer til byen I amerikanske byer har Ubers fremmarch gjort det lettere for folk at lade bilen stå, når promillen stiger, og det fører muligvis til mere druk. Det peger ny forskning på ifølge det anerkendte britiske nyhedsmagasin The Economist. Ifølge The Economist har forskere fra University of Louisville koblet offentligt tilgængelige sundhedsdata med oplysninger om Ubers tilgængelighed. De data viser, at det gennemsnitlige alkoholindtag stiger med tre procent, når Uber kommer til en ny by. Samtidig stiger druk, hvor en person indtager mindst fire eller fem genstande på to timer, med otte procent. Gentagende druk, hvor folk mindst tre gange på en måned indtager fire eller fem genstande på to timer, stiger med ni procent. Forskningen viser desuden, at stigningen er endnu mere udtalt i byer, hvor der i forvejen er ringe offentlig transport. Tesen om, at der er en sammenhæng mellem det stigende alkoholindtag og Ubers tilgængelighed understøttes ifølge The Economist af, at alkoholindtaget har været faldende frem til Ubers ankomst. |