29.09.2021
Nyheder fra aktie-, obligations- og valutamarkederne samt en række aktuelle økonomiske nøgletal og estimater for den kommende dag. 
De vigtigste begivenheder denne morgen:
  • Markederne: Det var en blodrød dag på de europæiske aktiemarkeder i går, hvor den seneste tids stigninger i renterne især ramte teknologisektoren. De højere renter er blot endnu en mursten i væggen af bekymringer for investorerne, der også inkluderer problemerne i den kinesiske ejendomssektor, de kinesiske myndigheders regulative indgreb, gældsloftsproblematikken i USA samt den tiltagende globale energikrise. Det europæiske Stoxx 600 indeks faldt således med 2,2% til det laveste niveau i mere end 2 måneder, mens det danske OMXC25 faldt med 2,5%. Den negative stemning fortsatte i USA, hvor teknologiaktierne ligeledes var under pres, som medvirkede til at trække S&P500 ned med 2,0%. Den vigende risikoappetit har også præget udviklingen på de asiatiske markeder i nat, men både de europæiske og amerikanske aktiefutures peger dog pt. på en positiv åbning i dag, om end nervøsiteten formentligt fortsat vil præge udviklingen. Obligationsrenterne i både Danmark, Tyskland og USA havde igen pilen opad i går, og USD er styrket over for EUR.  
  • USA: Forbrugertilliden fra Conference Board skuffede med et fald fra 113,8 til 109,3 i september. Huspriserne havde fortsat pilen i vejret i august. Underskuddet på handelsbalancen var stort set uændret på linje med forventningen. Den regionale aktivitetsindikator for fremstillingssektoren fra Richmond Fed skuffede med et fald fra 9 til -3 i september, hvormed de seneste regionale opgørelser har tegnet et noget mere dystert billede af situationen i industrien. Republikanerne blokerede igen i går et forsøg fra demokraterne om at hæve gældsloftet, mens Fed-chef Powell sammen med finansminister Yellen i en høring i Senatet advarede om de katastrofale følger det vil have, hvis gældsloftet ikke bliver løftet. Yellen udtalte, at man vil løbe tør for penge omkring d. 18/10. Powell advarede samtidigt om, at inflationen kan vise sig at være højere i længere tid end hidtil ventet og generelt var der tale om høgeagtige meldinger fra striben af Fed-medlemmer, der var på talerstolen i går. Under høringen i Senatet var der også massiv kritik af Powell, der kan sætte hans fortsættelse som Fed-chef i fare.
  • Euroområdet: ECB-chef Lagarde udtalte, at afslutningen på pandemikrisen er rykket tættere på, men at man skal være tilbageholdende med at neddrosle stimulansen for hurtigt på baggrund af, hvad der efter hendes overbevisning, er en midlertidig stigning i inflationen. Det blev fulgt op af ECB’s Villeroy, der sagde, at der ikke er tvivl om, at inflationen vil være under 2% i 2023, som retfærdiggør fastholdelsen af en lempelig pengepolitik. ECB’s Kazmir bekræftede, at banken vil tage sin næste beslutning om nødobligationsopkøbsprogrammet (PEPP) i december, ud fra hvordan de finansielle betingelser ser ud på det tidspunkt, men at ECB ikke automatisk vil forøge det ’gamle’ obligationsopkøbsprogrammer i takt med at PEPP udfases, som der ellers spekuleres i vil være tilfældet. Det budskab blev også understøttet af ECB’s Muller. Forbrugertilliden i Frankrig og Tyskland overraskede begge positivt.
  • Norge: Detailsalget faldt med 3,8% m/m i august efter et fald på 3,1% måneden før. Dette bør dog ikke umiddelbart bekymre, da det i vores øjne reflekterer et skifte i forbrugsmønstrene i retning af øget forbrug af tjenester.
  • Sverige: Detailsalget steg med 0,7% m/m i august, hvor der var ventet et lille fald.
  • Dagen i dag byder igen på en stribe af taler fra centralbanksmedlemmer fra begge sider af Atlanten. Der vil naturligvis også være fokus på problemerne i Evergrande i Kina, energikrisen samt på udfordringerne med at få hævet gældsloftet og forhindre en regeringsnedlukning i USA fra på fredag. Med hensyn til sidstnævnte ventes i dag en ny afstemning i Senatet om en midlertidig forlængelse af finansieringen af de offentlige udgifter. På nøgletalsfronten får vi lidt nyt fra boligmarkedet i USA, mens euroområdet byder ind med EU-Kommisionens økonomiske barometer samt spanske inflationstal. Vi får også erhvervstillid fra Danmark og Sverige.  
  
.
 
Handelsbanken, filial af Svenska Handelsbanken AB (publ.), Sverige er ansvarlig for Morgenmelding. Nyhedsbrevet udkommer alle hverdage og er udarbejdet af  cheføkonom Jes Asmussen og seniorøkonom Rasmus Gudum-Sessingø.
.
 
Du har modtaget denne e-mail, fordi du har tilmeldt
dig nyhedsbreve fra Handelsbanken.
Vi har sendt denne e-mail til: newsletter@newslettercollector.com.
Opdatér dine oplysninger | Afmeld nyhedsbrev
Dine valg i nyhedsbrevet registreres og bruges internt i Handelsbanken til statistiske formål.
Skriv til os på: nyhedsbreve@handelsbanken.dk 
Videresend nyhedsbrevet
 © Svenska Handelsbanken AB (publ)