31.10.2022
Nyheder fra aktie-, obligations- og valutamarkederne samt en række aktuelle økonomiske nøgletal og estimater for den kommende dag.


De vigtigste begivenheder denne morgen: 
  • Markederne: Finansmarkederne indtog først en let negativ holdning fredag, hvor markedsrenterne skød kraftigt i vejret, hjulpet af stærke nøgletal i både USA og Europa samt efter høgeagtige ECB-taler. Således udviskede de tyske og danske statsrenter torsdagens fald oven på ECB-rentemødet. Aktiemarkederne i Europa endte dog med mindre stigninger mens USA endte markant op, hjulpet af positive regnskaber, herunder fra Apple Inc. Den positive stemning fortsætter i Asien samt i europæiske aktiefutures til morgen, hvor vi dog også ser nye store prisstigninger på korn og madolier, da Rusland bakkede ud af aftale om en udskibningskorridor fra Ukraine. Andre råvarepriser, såsom olie, faldt efter skuffende PMI-data fra Kina.
  • USA: Vi fik lidt positive udfald af USA-nøgletallene, hvor det reale personlige forbrug i september steg lidt mere end ventet, samtidigt med at kerneforbrugsdeflatoren, PCE-Core, steg mindre end ventet med 5,1% y/y, hvilket dog stadig er den største stigning i et halvt år.
  • Kina: De officielle PMI-indeks faldt i oktober mere end ventet i både fremstillings- og servicesektoren, så det samlede composite-indeks på 49 gik under boom/bust-tærsklen på 50 for første gang i fem måneder.
  • Euroområdet: Vi modtog BNP-tal for 3. kvartal fra tre kernelande, hvor væksten i både Frankrig og Spanien faldt til lige over nulpunktet, mens tysk vækst overraskede med positiv vækst, og dermed ikke tog hul på en recession endnu som ventet. At vi dog ser svagere konjunkturer blev bekræftet af Economic Confidence indekset der faldt en tand ekstra i oktober. Nok så interessant modtog vi også en række inflationsdata for oktober fra flere kernelande som samlet set peger på en ny overraskende stor stigning i dagens tal for euroområdet. Derudover kom der gang i ECB-talerne efter ECB’s rentemødet, og de havde et høgeagtigt touch.
  • Danmark: Det samlede erhvervsbarometer styrtdykkede endnu en måned – og mere end vi ventede.
  • Dagen byder først og fremmest på forbrugerpriser for euroområdet i oktober. Herfra får vi også på første bud på BNP-væksten i 3. kvartal. Derudover får vi tysk detailsalg for september, og så skal ECB's Lane samt Visco tale. Ellers byder dagen blot på et amerikansk regionalt fremstillingsindeks for oktober fra Dallas Fed, og herhjemme offentliggøres ledighedstal for september.
  • Derudover bliver den en højspændt uge i USA med rentemøde i Federal Reserve onsdag aften, samt ISM-rapporter tirsdag og torsdag samt arbejdsmarkedsrapport fredag. Euroområdet byder ind med ledighedstal for september torsdag, og så er ugen præget af en massiv talerrække fra diverse styrelsesrådsmedlemmer i ECB, herunder også ECB-chef Lagarde, hvor fokus vil være på, om de vil forsøge at korrigere markedernes tolkning af ECB-rentemødet i sidste uge. Endelig har vi også rentemøder i Bank of England samt Norges Bank torsdag. 
 
Morgenmelding Handelsbanken - 31.10.2022 (pdf, nyt vindue)


Midt i markedet

Fra februar 2022 har Handelsbanken lanceret Midt i markedet - en videoupdate, hvor cheføkonom Jes Asmussen og senior aktiestrateg Michelle Nørgaard sammen analyserer både makroøkonomi og aktiemarked. Se med og tilmeld her. 

Tilmeld Midt i markedet

Se Midt i markedet
.
 
Handelsbanken, filial af Svenska Handelsbanken AB (publ.), Sverige er ansvarlig for Morgenmelding. Nyhedsbrevet udkommer alle hverdage og er udarbejdet af  cheføkonom Jes Asmussen og seniorøkonom Rasmus Gudum-Sessingø.
.
 
Du har modtaget denne e-mail, fordi du har tilmeldt
dig nyhedsbreve fra Handelsbanken.
Vi har sendt denne e-mail til: newsletter@newslettercollector.com.
Opdatér dine oplysninger | Afmeld nyhedsbrev
Dine valg i nyhedsbrevet registreres og bruges internt i Handelsbanken til statistiske formål.
Skriv til os på: nyhedsbreve@handelsbanken.dk
 © Svenska Handelsbanken AB (publ)