Når alting tager en drejning For små 14 dage siden tog alting lige pludselig og meget akut, en helt uventet drejning for mig og jeg blev i den grad sendt til tælling på den hårde måde. En infektion, som sygehuset stadig arbejder med at finde hoved og hale i, satte min krop og dermed mig som menneske og virksomhedsindehaver helt ud af funktion. På en eller anden måde, er det jo godt, at man ikke ved når sådan noget rammer, men det er godt nok ikke nemt at planlægge efter. Det hele skete 2 dage før en meget længe ventet ”genåbning” på Kunstskolen Sønderbygård – lørdag den 8. maj havde længe figureret i kalenderen som den dag, hvor vi med årets Medlemstræf igen kunne fylde huset med stemning og kunstneriske udfoldelser og igen være sammen og glædes over det som er vores fælles passion – nemlig at tegne og male. Med et godt netværk og gode mennesker omkring mig, så lykkedes det fra sygesengen på Herning Sygehus, at få ordnet alle de ting jeg selv lige manglede at få gjort og Medlemstræffet blev gennemført til min fulde tilfredshed – med 2 timers orlov fra sygehuset fik jeg lov, at komme hjem på en kort tur for lige at sige hej og mærke stemningen og det gjorde mig bestemt rigtig godt. Tjek den lille film her - det siger vist alt, om at det var en god dag på Kunstskolen Sønderbygård. Jeg kæmper stadig med infektionen og den megen medicin jeg fyldes med, men det går langsomt fremad, og det planlagte og udsolgte weekendkursus Fristende fristelser – ekspressivt blomstermaleri, som afholdes sidste weekend i maj, bliver naturligvis gennemført og spørg bare om jeg glæder mig helt vildt. Når alting tager en drejning – alting er måske så meget sagt, men i hvert fald det man lige står midt i drejer lidt rundt og vælter måske – så sker der noget i tankerne. Ting overvejes og revurderes og nye ideer og lysten til at ville prøve noget nyt opstår. Heldigvis bliver hjernen ikke sat ud af funktion, selvom kroppen gør det – så lur mig om der ikke lige pludselig dukker nogle nye ting op i kalenderen på ArtAcademy.dk.
Nyd dagen, hver dag – og gør det du gerne vil. Livet kan hurtigt og uventet vende 180 grader og så er det noget bøvl at være bagefter.
De bedste hilsner
Christina Kjelsmark
Husker du, at få dit ugentlige GRATIS kunst boost? Tilmeld dig her- det vil gøre dig godt.
Del in Pin |