Efter 12 år som israelsk premierminister er den konservative Benjamin Netanyahu dømt ude |
Godmorgen ... Så gik den ikke længere. Efter 12 år er der sat punktum for den konservative Benjamin Netanyahus tid som israelsk premierminister. Det skriver flere nyhedsmedier. Oppositionsleder Yair Lapid meddelte onsdag aften præsident Reuven Rivlin, at han har opbakning fra et flertal af medlemmerne i det israelske parlament, Knesset, til at danne en ny regering. Af en erklæring fra præsidentens kontor fremgår det, at premierministerposten vil blive delt mellem Yair Lapid og Naftali Bennett fra det israelske højrefløjsparti Yamina. Lederen af det arabisk-israelske parti Raam, Mansour Abbas, meddelte tidligere onsdag aftenen, at han var gået med i en koalition, som vil fjerne Netanyahu fra magten. Ved det seneste valg 23. marts lykkedes det ikke Benjamin Netanyahu at samle nok støtter til at danne en højrefløjsregering. I stedet fik Yair Lapid mandat af præsident Rivlin til at forsøge at danne en koalitionsregering – med en tidsfrist, der udløb onsdag ved midnat. Ifølge nyhedsbureauet Reuters er planen, at Naftali Bennett skal stå i spidsen for den israelske regering de første cirka to år af embedsperioden. Derefter tager Yair Lapid over. Klik her, hvis du vil læse mere om det arabiske parti Raam, der kommer til at skrive historie med dets regeringsdeltagelse. Danske børn i syriske lejre kan ende i Somalia, Marokko og Iran Tre kvinder i syriske fangelejre, som administrativt har fået frataget deres danske statsborgerskab, risikerer at blive sendt til deres oprindelseslande, Somalia, Iran og Marokko, der alle har dødsstraf i deres lovgivning. Udvisningerne risikerer også at gælde kvindernes i alt fem børn, der alle er statsborgere. Det skriver Politiken. Udvisningerne sker, hvis der ikke kan findes tilstrækkelige beviser til at føre lokale retssager mod mødrene, siger Shiyar Ali, der er repræsentant i Norden for det kurdiske selvstyre, der kontrollerer lejrene. »Hvis kvinderne siger nej til at skrive under og lade sig adskille fra deres børn, bliver de sendt til det land, hvor de har statsborgerskab. Om det er Iran, Somalia eller Marokko«, siger han til Politiken og tilføjer: »Så sendes både de og børnene væk, hvis de er uskyldige«. Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) vil ikke forholde sig til den mulige skæbne for kvinderne og børnene. Foto: Finn Frandsen EU og Storbritannien indgår første aftale om fiskekvoter efter Brexit Fiskerne i Danmark kan nu se frem til at få klarhed over deres mulighed for at fiske i britiske farvande resten af året. EU og Storbritannien har nemlig indgået den første aftale om fiskekvoter efter Brexit. Det oplyser Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse, skriver Ritzau. Aftalen skal nu forelægges fiskeriministrene i EU. Coronaramt Dragør beder forældre holde små børn hjemme Der indføres nu ekstra restriktioner for at vende smitten i Dragør Kommune på Amager, der er faretruende tæt på en automatisk nedlukning. Det skriver Ritzau. Blandt andet skal biblioteker lukke, kommunale medarbejdere sendes hjem, og forældre opfordres til at holde små børn hjemme fra daginstitutioner. Psykisk sårbare trives under coronakrisen En større andel danskere med psykiske lidelser har oplevet at få det bedre under coronakrisen. Det viser flere undersøgelser, skriver Kristeligt Dagblad. Dermed gøres der op med fortællingen om, at personer med psykiske sårbarheder har været særligt udsatte under nedlukningen, skriver avisen. Lyt til dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’ Boligmarkedet er brandvarmt – crasher det? Da coronapandemien ramte sidste år, forudså mange, at boligmarkedet ville gå i stå. Men det modsatte er sket, priserne er på himmelflugt. I dagens afsnit er journalist Per Thiemann i studiet. Han dækkede finanskrisen i 2008 og giver sit bud på, om vi ender i et nyt boligcrash. Klik her og lyt med. Det sker i dag: | Sundhedsministrene fra G7-landende mødes fysisk i Oxford den 3. og 4. juni til sundhedstopmøde. Her ventes ministrene at drøfte politisk handling på områder angående global sundhed og forebyggelse af fremtidige pandemier. |
|
| Møde i Folketingssalen, hvor en række lovforslag bliver behandlet. Det gælder blandt andet forslag om etablering af naturnationalparker, forslag om at sende asylansøgere til tredjelande, borgerforslag om Mette Frederiksen for Rigsretten nu og borgerforslag om at flytte handikapområdet væk fra kommunerne. |
|
| Filmfestivalen i Cannes offentliggør i dag hvilke film der skal kæmpe om Guldpalmen. Programmet for festivalen bliver i den forbindelse også offentliggjort. |
| Det skete i dag: | 1796: En forordning gør det i Danmark til et lovkrav, at dommere og advokater skal have en juridisk eksamen. |
|
| 2006: Montenegro erklærer sin selvstændighed fra Serbien, efter en folkeafstemning i maj stemte for uafhængighed. |
|
| 2011: Yemens præsident Ali Abdullah Saleh bliver såret under et bombeangreb på præsidentpaladset. Revolutionen i Yemen begyndte i januar og fører i begyndelsen af året efter til magtoverdragelse til hans vicepræsident Abd-Rabbu Mansour Hadi. |
|
|
|
|