| Hver måned får jeg tilsendt en lang stribe kogebøger. De fleste er virkelig gode og inspirerende, og jeg når desværre ikke at give opmærksomhed til alle. Men nogle stikker naturligvis mere ud end andre. I denne uge kom sådan en bog. | |
| Bag den står kokken Nikolaj Kirk. Den hedder ’Spis. Grønt. Nemt. Nu.’. Efter jeg har bladret i bogen og lavet et par af retterne, lever den i den grad op til sit navn. | |
| Nikolaj Kirk har i over 30 år været et ikonisk navn i madverdenen og kæmper en utrættelig kamp for at få os til at spise mere grønt og lave mere mad derhjemme. Da han blev 50 år tidligere i år, skrev jeg et portræt af ham, og hvis du vil vide mere om ham og hans skarpe meninger til, hvad vi spiser, så læs det her fantastiske interview med ham, som min kollega Emil Bergløv lavede for nogle år siden. | |
| Derfor er det også Nikolaj Kirk, der står for en stor del af menuen i næste uge. Jeg har nemlig fået lov til at plukke et par opskrifter fra bogen, og hvad er mere oplagt end at kaste sig ud i en kæmpe bunke asparges, der er på deres højeste lige nu. | |
| Vi nærmer os tilmed den sidste forårsuge (snart er det juni og så er sommeren officielt i gang) og derfor er det nu, nu, nu vi skal nyde de både hvide og grønne asparges. | |
| Det kan gøres helt klassisk i en aspargesfrikasse, hvor Nikolaj Kirk deler ud af sine kokketricks så du kan lave den helt perfekte sauce. Samme princip gælder for de her grønne asparges med ærtesauce. Det er smagen af dansk forår. | |
| Men du kan også trække dem i andre retninger, som her hvor Nikolaj Kirk bruger asparges i en asiatisk curry med lime, ingefær og chili. Jeg lavede selv retten den anden dag med stor succes. | |
| De tykke hvide asparges er et måltid i sig selv, men især hvis du bruger dem på en bund af blød polenta og knas. | |
| I denne uge rammer vi Kristi himmelfartsdag. Vi har ikke nogen særlig madtradition tilknyttet helligdagen, men jeg synes altid at fridage kalder på ekstra forkælelse som for eksempel denne salat med fjordrejer eller min egen udgave af kulmule med buerre blanc. | |
| Det kunne også være en anledning til at kaste dig ud i Adam Aamanns smørrebrød, som jeg delte opskrifter på for et par uger siden. | |
| Med ønske om en god maduge med masser af asparges og ekstra forkælelse. | |
|
| MEST LÆSTE SENESTE 24 TIMER |
| |
|
|