Nu kan offentlige køkkener søge penge til økologi-omstilling Offentlige køkkener har igen i år mulighed for at søge om økonomisk støtte til kompetenceudvikling af køkkenpersonale i arbejdet med at omstille til økologi i køkkenet. Og nu er kriterierne på plads. Frist for ansøgning om midler hos Fonden for Økologisk Landbrug er 26. september 2023. På nuværende tidspunkt er der 2.628 offentlige køkkener i Danmark, der har omlagt deres køkken til økologi. Den økologiske omstilling af offentlige køkkener er med til at højne økologiprocenten i de mange daglige måltider, der serveres ude i landets kantiner, daginstitutioner, børnehaver, hospitaler mv. Til gavn for både biodiversitet, vandmiljø og dyrevelfærd. Køkkenomstillingspuljen hos Fonden for økologisk landbrug kan igen i år ansøges om midler. Der er i økologiaftalen afsat 10 mio. kr. til brug i bevillingsåret 2024. Vi skal have flere med på øko-rejsen. Derfor opfordrer vi til, at offentlige køkkener søger puljemidler, fortæller Simon Rask, sektionsleder i Fødevarestyrelsen. Understøtter Det Økologiske Spisemærke Når de offentlige køkkener vælger at omstille til økologi, er det muligt for det enkelte køkken at ansøge om Det Økologiske Spisemærke. Det Økologiske Spisemærke er gratis at tilmelde sig og viser, hvor stor en procentdel af de indkøbte føde- og drikkevarer, der er økologiske. Det Økologiske Spisemærke findes i tre udgaver; guld (90-100% økologi), sølv (60-90% økologi) og bronze (30-60% økologi). Ansøgningsfrist hos Fonden for økologisk landbrug Ansøgningsfristen for køkkenomstillingspuljen med start 2024 er den 26. september 2023 kl. 12.00. Ansøgning skal sendes til Fonden for økologisk landbrug via nedenstående link. Det er Fonden for økologisk landbrug, der administrerer og udmønter puljemidlerne. Alle spørgsmål vedrørende ex. ansøgning, formalia mv. skal stiles til Fonden for økologisk landbrug. Tyskland inspireres af Det Økologiske Spisemærke i Danmark Danmarks økologiske spisemærke-koncept har fanget opmærksomheden hos vores tyske naboer. Økologisk Landsforening beskriver i en artikel, hvordan Tyskland er blevet inspireret af Det Økologiske Spisemærke i Danmark. I flere år har Tyskland arbejdet på at få en lignende ordning, der vil gøre det nemmere for tyske forbrugere at finde frem til de spisesteder, som tilbyder økologisk mad. Nu har de tyske fødevaremyndigheder netop præsenteret en model for mærkning af økologiske fødevarer, som formentlig bliver godkendt af Forbundsdagen i Berlin i år. ”Danmark er foregangsland inden for økologi, og det er fantastisk at se, at vores initiativer inspirerer andre lande til at følge Danmarks eksempel. Vi håber, at et eventuelt kommende tysk økologisk spisemærke kan være med til at øge bevidstheden om økologisk mad, og måske endda også blive en gevinst for os i Danmark, da det kan øge opmærksomheden på Det Økologiske Spisemærke hos turisterne fra vores naboland.” siger Simon Rask, sektionsleder i Fødevarestyrelsen. Ligesom det danske spisemærke bliver det tyske også inddelt i guld, sølv og bronze. Ifølge den nye tyske bekendtgørelse får køkkener med over 20 pct. økologi bronze, 50 pct. for at opnå sølvmærket og over 90 pct. for at skilte med guld. Du kan læse artiklen fra Økologisk Landsforening her Skal dit spisested have Det Økologiske Spisemærke og gøre en forskel for vandmiljø, biodiversitet og dyrevelfærd? Tilmeld dig Fødevarestyrelsens gratis webinar Fødevarestyrelsen afholder løbende webinarer i 2023, hvor du kan høre meget mere om det Økologiske Spisemærke og blive guidet i gennem processen og de regler, du skal være opmærksom på, hvis dit spisested skal have Spisemærket. Du kan som offentlig eller privat spisested nemt ansøge om at få det Økologiske Spisemærke, og så er det endda gratis – ligesom vores webinar. Kom med på den økologiske rejse - der er stadig ledige pladser på webinaret den 29. august. Du tilmelder dig nemt og hurtigt lige her Vi glæder os til at se dig efter sommerferien. |