| Niels Holst | Journalist, digital forsideredaktør | |
|
|
| Nyhedsoverblikket handler i dag om flere længe ventede tiltag mod sms-svindel, om Donald Trumps ministerudnævnelser, rekordhøje lejlighedspriser og en stor regning for at klimasikre Danmark mod skybrud og stormflod. | |
| Nu bliver der endelig sat en prop i sms-svindlen | |
| De fleste har nok prøvet det. Ind på mobilen tikker en sms, der tilsyneladende er fra eksempelvis PostNord eller MitID, som man så skal åbne for måske at betale strafporto eller forny sine betalingsoplysninger. Gør det ikke. Det er svindel, og længe har ingen gjort noget ved det. Det bliver der nu. | |
| For efter mere end et års betænkningstid giver SVM-regeringen grønt lys til, at teleselskaberne automatisk kan screene alle de sms’er, der sendes til vores telefoner. Ved hjælp af algoritmer og kunstig intelligens analyseres alle sms’er for, om de har karakter af svindel og eksempelvis er udsendt til mange tusind danskere på en gang eller indeholder skadelige links. »I Finland har de indført initiativer meget lig dem, vi indfører. Her har de i perioder fjernet op mod 95 procent af forsøgene på svindel via sms og telefon«, siger digitaliseringsminister Caroline Stage (M). | |
| Myndighederne og branchen lancerer to andre initiativer. Det ene er en styrkelse af MitID, så det ikke kan misbruges. Det andet er et værktøj mod telefonopkald fra udenlandske svindlere, der ringer fra et dansk telefonnummer. Nationalt Center for it-kriminalitet har opgjort, at politiet sidste år fik 35.000 anmeldelser om it-kriminalitet, 30 procent flere end året før. Da anslået blot hvert femte svindelforsøg bliver anmeldt, er det reelle tal langt højere. | |
Trump har sat navn på sin kommende udenrigsminister, Marco Rubio, senator i Florida.Foto: Patrick T. Fallon/Ritzau Scanpix |
| Trump vil have gammel rival som udenrigsminister | |
| I USA taler Donald Trump sjovt nok ikke så meget om svindel efter at have vundet præsidentvalget. Til gengæld har han haft travlt med at udpege ministre til sin kommende regering og i aftes blev der tilføjet flere navne. Som ventet bliver Trumps gamle rival, senator i Florida Marco Rubio, udenrigsminister. I 2016 udkæmpede de et bittert opgør om at blive republikanernes præsidentkandidat. Rubio kaldte blandt andet Trump for en »svindler« og »det største fupnummer i USA’s politiske historie«. | |
| Efter at Trump vandt valget, erklærede Rubio dog sin støtte til Trump, som altså nu tager ham ind i sin kommende regering. Trump har også sat navn på sin kommende justitsminister. Det bliver Matt Gaetz, der er medlem af Repræsentanternes Hus og et ganske kontroversielt valg. | |
| For mindre end to år siden blev Gaetz således efterforsket af justitsministeriet i en sag, der handlede om trafficking af en mindreårig, som han også var mistænkt for at have haft sex med. Efterforskningen førte dog ikke til nogen tiltale, men Gaetz undersøges stadig af det etiske udvalg i Repræsentanternes Hus. Du kan læse meget mere om de nye ministre og topembedsmænd i dette overblik. | |
| Gigantisk regning venter, hvis vi skal sikre os mod skybrud og stormflod | |
| Det vil koste mindst 130 milliarder kroner at sikre os mod de værste skader efter skybrud og stormflod. Men hvis vi ikke gør noget, kan skaderne forventes at løbe op i svimlende 400 milliarder kroner de næste 100 år. Det konkluderer en ny rapport fra DTU, som Berlingske omtaler. | |
| Rapporten kommer efter et efterår, hvor Danmark er gået nogenlunde fri, men hvor flere andre europæiske lande har oplevet store oversvømmelser, senest i Valencia-regionen i Spanien, hvor over 200 mennesker døde og et stort genopbygningsarbejde stadig forestår. »Det er første gang, at der er lavet en samlet beregning af skadesomkostninger og omkostninger til klimasikring til imødegåelse af oversvømmelser for de næste 100 år for hele Danmark,« hedder det i rapporten fra DTU-forskerne. | |
| Beregningerne tager udgangspunkt i en temperaturstigning på tre grader i år 2100 i forhold til før industrialiseringen: »De udgifter, vi i dag har på skybrud, vil blive fordoblet, mens udgifter til skader af stormfloder vil blive næsten seksdoblet. Det er voldsomt,« siger Kent Damsgaard, administrerende direktør i brancheorganisationen Forsikring & Pension, til Berlingske. | |
| Det har aldrig været dyrere at købe en ejerlejlighed | |
| Mens renterne har kurs ned, peger lejlighedspriserne kun en vej, og det er op. | |
| I oktober nåede den gennemsnitlige kvadratmeterpris op på 36.185 kroner på landsplan. Det er cirka 0,9 procent mere end måneden før og det højeste niveau nogensinde. Det viser tal fra Boligsiden, som samler data fra alle landets ejendomsmæglere, skriver Ritzau. | |
| »Lige nu er der intet, der stopper lejlighedspriserne. Hverken ejendomsvurderinger eller ændrede skatter har reelt haft nogen betydning«, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden, i en pressemeddelelse. | |
| Også huspriserne er steget i oktober og har kurs mod det højeste niveau nogensinde. I oktober steg den gennemsnitlige kvadratmeterpris 0,2 procent til 17.491 kroner. | |
| Bysbarnet Bjarke fik naboerne med på at genoprette Voersås unikke natur | |
| Det store trækplaster i Voerså i Vendsyssel har et stort trækplaster: Byen ligger ved et stykke enestående natur, et å-delta med flade strandenge. Et stykke natur, som lokale ildsjæle er ved at få genoprettet, så de ganske særlige værdier bliver beskyttet. Overgangsrigkær, strandoverdrev og indlandsklitter fra istiden har givet plads til sjældne dyr og planter. Det er et eksempel på den naturgenopretning, der skal gennemføres i det, der tidligere ville være anvendt som landbrugsjord. Læs om pionerprojektet, Politiken har besøgt. | |
| Albert så lyset på toppen af Rundetårn og blev vidne til fødslen af tunge grundstoffer på en kosmisk tidsrejse | |
| Den unge fysikstjerne Albert Sneppen og hans kolleger har i ildkuglen fra en kollision mellem to neutronstjerner, der skete for 140 millioner år siden, set, hvordan tunge grundstoffer i vores periodiske system bliver lavet minut for minut. Det er en stor præstation baseret på smukke data, siger professor. Sneppen bor klos op ad et observatorium, han kan bruge som han lyster: »Jeg har en aftale med Rundetårn om, at jeg som astrofysiker og beboer på Regensen må bruge observatoriet om aftenen efter lukketid, hvor jeg har tårnet helt for mig selv. Der er fred og ro heroppe, og så nyder jeg tanken om, at jeg er kommet lidt tættere på stjernerne og kan lave observationer med teleskopet«. Læs om hans opdagelser og om det, Ole Rømer kaldte ’lysets tøven’. | |
Foto: Kristina Kormilitsyna/Ritzau Scanpix |
| Du lytter til Politiken: Putins næste skridt mod en ny verdensorden | |
| Da præsident Putin lander i Nordkoreas hovedstad Pyongyang i juni, bliver han bliver budt velkommen af Nordkoreas leder, Kim Jong-un, til en kæmpemæssig fejring af de to landes venskab. Diktatorerne taler om både handel og udveksling af teknologi, og indgår i en millitæralliance, som muligvis har sendt omkring titusind nordkoreanske soldater til fronten i Ukraine. | |
| I dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’ fortæller Politikens Asien-korrespondent Sebastian Stryhn Kjeldtoft om, hvordan alliancen mellem Rusland og Nordkorea er større end krigen i Ukraine og kan få konsekvenser for både Sydkorea, NATO og en ny multipolar verdensorden. | |
| | | Regeringen og en række organisationer præsenterer en række tiltag mod digital svindel. | | | Det danske herrelandshold i fodbold er samlet i Helsingør i forbindelse med fredagens hjemmekamp i Nations League mod Spanien i Parken og mandag ude mod Serbien. På Marienlyst er der klokken 16.00 pressemøde forud for kampen i morgen. | | | Det Kongelige Teater inviterer til debat om handicap i scenekunsten. Fokus er på, om det kan lade sig gøre at sikre repræsentation og ligestilling i scenekunsten, og hvordan scenerummet måske kan gentænkes for at få det til at lykkes. |
| |
| Dagens tegning: Ingen vej ud | |
Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN |
|