‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌
Til patienter og pårørende 27-04-2021

Ny forskning: Markant mindre livmoderhalskræft blandt HPV-vaccinerede unge kvinder

Stor dansk undersøgelse viser, at forekomsten af livmoderhalskræft er reduceret med op til 86 pct. blandt kvinder, der fik HPV-vaccinen, før de fyldte 20 år. Forskerne bag tror på, at det kan lykkes stort set at udrydde livmoderhalskræft i Danmark.
Læs mere om forskningen

Spørgeskemaer hjælper til at understøtte kræftbehandling

Nyt studie af PRO, som er et redskab til at inddrage patienter i deres egen behandling, viser, at forværring i kræftsygdommen også kan aflæses i PRO-data.
Læs mere her

Unge har solariedebut med mor

En ny undersøgelse viser, at 31 pct. af danske unge, der har prøvet at gå i solarium, havde deres debut med mor. Mange solariebrugere er måske ikke klar over den risiko, de løber, men solariebrug er kræftfremkaldende. Og jo yngre man er, desto farligere er det. Derfor ønsker Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens solkampagne en 18-års aldersgrænse.
Læs mere om undersøgelsen

Mange forældre er bekymrede for unges druk

Mere end fire ud af ti forældre til 15-17-årige, der drikker alkohol, er bekymrede for deres børns alkoholindtag. Det viser nye tal fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden. Forældrenes bekymring er ikke uden grund. Initiativet Drukfri Ungdom mener, at en 18 års aldersgrænse er en del af løsningen for at komme den skadelige drukkultur til livs.
Læs hvorfor Kræftens Bekæmpelse ønsker en 18 års aldersgrænse

Det skriver andre medier om kræft
 

Ny uddannelse skal forkorte ventetid på screening

(TV2 Øst 26-04-2021)

Over 5700 kvinder bosat i Region Sjælland fik i april besked om, at deres screening for brystkræft vil blive udsat. Ifølge Region Sjælland er situationen opstået som følge af personalemangel. Derfor er regionen gået sammen med de øvrige regioner om at oprette en ny uddannelse, der skal skaffe mere personale. Janne Villemoes Bigaard, overlæge og projektchef i Kræftens Bekæmpelse forklarer, at bare få ugers forsinket screening kan forringe prognosen for de kvinder, der har brystkræft.
Læs hele artiklen

90.000 drenge risikerer at få kræft

(B.T 25-04-2021)

Øget risiko for kræft hænger over hovedet på cirka 90.000 drenge. Modsat alle andre børn og unge kan drengene i årgangene 2003, 2004 og 2005 nemlig ikke få en gratis HPV-vaccine. De er afhængige af, at deres forældre betaler flere tusinde kroner for vaccinen.

Dyrere cigaretter har virket

(Politiken 23-04-2021)

For et år siden tog prisen på cigaretter det største enkeltstående hop opad nogensinde i Danmark, så en pakke cigaretter gik fra at koste fra 40 til 55 kroner. I dag kan vi læse effekten sort på hvidt: Flere især unge rygere angiver i en ny rundspørge fra Sundhedsstyrelsen, Lungeforeningen, Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse økonomien som en væsentlig årsag til, at de gerne vil holde op med at ryge.
Find artiklen (kræver login)

Det sker i Kræftens Bekæmpelse
 

Rekordopbakning til kræftsagen ved Kræftens Bekæmpelses landsindsamling

Trods sne, slud og corona sætter resultatet af Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling i år rekord. Hele 41 mio. kr. fik frivillige samlet ind. – Vi er dybt taknemmelige. Det viser, at danskerne mere end nogensinde støtter op om kræftsagen, siger Helen Bernt Andersen, formand for Kræftens Bekæmpelse.
Læs mere om Landsindsamlingen

Genbrugsbutikkerne satte omsætningsrekord i marts

Mandag den 1. marts kunne Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutikker slå dørene op efter mere end to måneders tvungen lukning. Trods et begrænset udvalg af varer flere steder og mindre bemanding end sædvanligt, formåede genbrugsbutikkerne at sætte omsætningsrekord den første måned efter genåbningen.
Læs mere genbrugsbutikkerne