Klik her hvis dette nyhedsbrev ikke vises korrekt

DTR Web     Afmeld Nyhedsbrev  
 

   
 

 

Nyhedsbrev fra Dansk Taxi RÃ¥d - uge 13

Justitsminister tror Uber er ulovligt

Justitsminister Søren Pind gav klare svar, da han torsdag var i samråd om Uber indkaldt af Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen.

”Vi fører sag, fordi vi tror, der er tale om en lovovertrædelse. Vi har bare ikke rettens ord for det og det skal vi have”, sagde Søren Pind med henvisning til de seks prøvesager mod Uber-chauffører, der skal for retten i København den 26. april.

Justitsministeren kunne også bekræfte, at chaufførerne er taget på hjul – altså ved politiets almindelige færdselskontroller og manglende erhvervskørekort hos de tiltalte indgår i sagen. Et forhold som Kim Christiansen spurgte ind til.

Henning Hyllested fra Enhedslisten spurgte ind til ministerens holdning til en task force og her erklærede Søren Pind, at han ikke var modstander af en særlig indsats, men at han mener, det er klogt at få afklaret retstilstanden på området først.

”De seks tiltalte kan først pålægges vidnepligt mod Uber, når der er afsagt en dom mod dem og først derefter kan vi behandle en sag mod virksomheden Uber”, forklarer ministeren.

Kim Christiansen påpegede gentagne gange, at han fandt sagsbehandlingen alt for træg og frygter, at en dom mod Uber-chaufførerne bliver anket og dermed får opsættende virkning.

”Så kan vi vente et år mere og imens kan almindelige taxivognmænd lukke deres forretninger”, sagde ordføreren.

Nyt forslag om Uber task force

Trods overvældende flertal i Folketinget og samlet 117 mandater for tanken om at nedsætte en særlig indsatsgruppe mod Uber, så kuldsejlede forslaget torsdag i hvad der vel bedst betegnes som politisk fnidder. Enhedslisten havde sammen med SF og Dansk Folkeparti ét forslag om en task force, men det forslag ville Socialdemokraterne ikke lægge stemmer til. De kom i stedet med deres eget forslag til en task force, som skulle lægge pres på regeringen i spørgsmålet om Uber. Det forslag ville Dansk Folkeparti imidlertid ikke lægge deres stemmer til og således opnåede ingen af de to forslag flertal, da de var til afstemning i Folketinget i går. Og det til trods for at alle parter grundlæggende var enige om, at en indsatsgruppe mod Uber ville være en god idé.

Nu prøver Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti så igen sammen med Henning Hyllested fra Enhedslisten og Karsten Hønge fra SF. De tre står bag et nyt beslutningsforslag om at nedsætte en Uber task force efter inspiration i byggeriet, hvor relevante myndigheder arbejder sammen i kampen mod social dumping. Den særlige indsatsgruppe mod Uber skal holde øje med, at kørslen foregår efter lovens regler og ud over Rigspolitiet skal den desuden bestå af SKAT og Trafik- og Byggestyrelsen.

Forslaget vil blive fremsat i næste måned og så håber Kim Christiansen, at den politiske uenighed hos Socialdemokraterne, hvor medlemmer af partiet har udtrykt glæde ved Uber, mens den transportpolitiske ordfører er langt mere skeptisk, har udlignet sig.

”De har jo selv stillet forslag om en task force og derfor håber jeg, de vil være med på vores forslag”, siger Kim Christiansen.

Stram op på Flextur

Oven på de seneste ugers afdækning af Flextur anbefaler Dansk Taxi Råds direktør, at der bliver restriktioner på brugen af Flextur.

”Taxibranchen ønsker ikke Flextur afskaffet, men der bør være nogle restriktioner på brugen, så det eksempelvis ikke kan benyttes inden for bygrænser, hvor der allerede er kollektive transporttilbud. Det er ikke en kommunal opgave at subsidiere raske unge menneskers byture, men det er det til gengæld at øge mobiliteten de steder, hvor den halter”, siger Trine Wollenberg med henvisning til, at en flextur oprindeligt er tænkt som et alternativ til dem, der før kunne tage bussen, men nu er det også blevet billig taxikørsel.

”Når en kommune som Rudersdal er i Børsen og sige, at trafikselskabet er fodslæbende og kritiserer Movia for at have skabt en kommunal taxiordning, så er det jo et tydeligt tegn på, at loven om trafikselskaber trænger til et serviceeftersyn. Er de opgaver, som Trafikselskabet er sat til at løse, de rette? Noget tyder på at trafikselskaberne har brug for en hjælpende hånd fra lovgivers side, så der kan blive strammet op”, fastslår Trine Wollenberg.

Ny juridisk vurdering af lægevagtskørsel

Regionsrådet i Syddanmark valgte tirsdag i denne uge at tage spørgsmålet om lægevagtskørslen i regionen af dagsordenen for at foretage en ny juridisk vurdering af sagen, inden de træffer endelig afgørelse om hvorvidt udbuddet skal gå om eller ej.

Et flertal i Region Syddanmarks forretningsudvalg har tidligere anbefalet regionsrådet at genudbyde lægevagtskørslen i regionen, efter at regionens tildeling af lægevagtskørslen til Dantaxi blev underkendt i Klagenævn for Udbud den 25. februar. Klagenævnet underkendte dermed en fortolkning af loven oprindelig afgivet af Færdselsstyrelsen, hvor limousiner kun kan anvendes ved krav om særlig indretning eller særligt udstyr, som taxien vanskeligt kan opfylde.

Beslutningen om hvorvidt udbuddet skal gå om eller ej er indtil videre udskudt til den 22. april.

EU uden betydning i dansk Uber-sag

Under forespørgselsdebatten om Uber tirsdag i denne uge konstaterede justitsminister Søren Pind, at der ikke er nogle EU-retslige forhold, der forhindrer en dansk tiltale mod Uber. En udsagn han gentog på gårsdagens samråd ligeledes om Uber.

Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen åbnede samrådet med et citat fra Dansk Taxi Råds medlemsblad TAXI, der har interviewet Michael Nielsen, direktør for Europa-afdelingen i IRU, International Road Union. Michael Nielsen fremfører meget klart, at Danmark overhovedet ikke behøver at vente på en afgørelse fra EU for at handle i Uber-sagen.

Det var Uber selv, der plantede tanken om EU hos politiet, da de i september sidste år smed sagen i syltekrukken ved at pege på behandlingen af en spansk dommers spørgsmål omkring definitionen af Ubers virke fremsat til EU-domstolen. I februar i år har Justitsministeriet så holdt et møde med Rigsadvokaten, der er kommet frem til, at en dansk sag ikke afhænger af en eventuel kendelse fra EU-domstolen.

Læs mere

 

 

Dansk Taxi RÃ¥d | Valhøjs Allé 126 | 2610 Rødovre