USA's FN-ambassadør Nikki Haleymeddelte sent tirsdag aften danske tid, at USA forlader FN's menneskerettighedsråd. En væsentlig årsag er rådets vedvarende kritik af Israel. Nikki Haley ses her sammen med Israels FN-ambassadør Danny Danon. Arkivfoto: Don Emmeret/AFP Photo Godmorgen Morgenens store nyhed er, at USA trækker sig ud af FN's menneskerettighedsråd UNHRC. »Vi tager dette skridt, fordi vores forpligtelser ikke tillader os at forblive en del af et hyklerisk og opportunistisk organisation, der latterliggør menneskerettigheder«, siger USA's FN-ambassadør Nikki Haley ifølge flere medier. Det er især rådets hårde og tilbagevendende kritik af Israel, ikke mindst i forhold til situationen i Gaza, der har ført til USA's beslutning - sammenholdt med, at rådet efter USA's opfattelse har forsømt at kritisere lande som Iran og Venezuela. Israel har da også rost den amerikanske beslutning om at forlade UNHRC, skriver BBC. Rådet blev stiftet i 2006, og udgøres af repræsentanter for 47 lande, som vælges på skift af FN's generalforsamling for tre år ad gangen. At USA forlader menneskerettighedsrådet er blot det seneste af flere eksempler på, at USA trækker sig fra internationale aftaler. Hundredvis af offentligt ansattes data er lækket I 20 dage hen over årsskiftet lå 590 ansatte i Kriminalforsorgens cpr-numre, navne, funktioner og ansættelsessted frit tilgængeligt på internettet på en testside, som it-leverandøren Miracle arbejdede med. Det skriver Politiken. Datalækket blev kun opdaget, fordi en ansat i Kriminalforsorgen på en tilfældig søndag googlede sit eget navn og fik rækken af fortrolige oplysninger frem på skærmen. »Det er fuldkommen absurd, at en så sikkerhedsfikseret institution som vores ikke har styr på, at følsomme data kan slippe ud via en it-leverandør«, siger Kim Østerbye, formand i Fængselsforbundet. Mand dræbt af skud på Amager En mand er i nat død af sine kvæstelser, efter at han blev ramt af skud på Amagerfælledvej sent i aftes, oplyser politiets centrale efterforskningsleder Youssef Lharraki til Ritzau. »Hans liv stod ikke til at redde«, oplyser efterforskningslederen. Københavns Politi har ikke offentliggjort nærmere oplysninger om den dræbtes alder, øvrige identitet og de nærmere omstændigheder omkring skudepisoden. Medie: Nordkorea og Kina enige om atomnedrustning Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og Kinas præsident, Xi Jinping, er nået til en fælles forståelse om en række emner, som de to ledere har drøftet under et todages møde i Kina. På dagsordenen var blandt andet en mulig fredsaftale og atomnedrustning af Den Koreanske Halvø. Det skriver Ritzau med det nordkoreanske statsmedie KCNA som kilde. Kim Jong-un har lovet Xi Jinping, at Nordkorea vil samarbejde med Kina om at sikre 'ægte fred' på vejen mod en 'ny fremtid' for Den Koreanske Halvø. Den nordkoreanske leders todages besøg i Kina begyndte tirsdag og vil blive afsluttet onsdag. Afviste børneflygtninge skal sendes til Kabul Danmark og Norge forhandler ifølge Politiken med den afghanske regering om åbning af et center for afviste mindreårige asylsøgere i den krigshærgede afghanske hovedstad. Integrationsministeriet bekræfter, at Danmark og Norge i fællesskab undersøger »muligheden« for at etablere en »modtagefacilitet« for uledsagede mindreårige i Afghanistan. Jonas Keiding Lindholm, generalsekretær for Red Barnet i Danmark, vil nu bede myndighederne i København og i Kabul om en orientering om de aktuelle forhandlinger. Kevin Spacey er på vej tilbage Den 58-årige stjerne i Netflix-serien 'House of Cards' Kevin Spacey er tilsyneladende på vej tilbage i de amerikanske biografer på trods af, at #MeToo-beskyldningerne mod ham om overgreb og voldtægt af en mindreårig skuespiller stadig bliver efterforsket af både engelsk og amerikansk politi. Det skriver Berlingske. Der er offentliggjort en trailer til filmen 'Billionaire Boys Club' med Spacey som medvirkende. Filmen blev oprindeligt lagt på hylden som følge af anklagerne mod skuespilleren, men instruktøren James Cox og filmens producere har nu sat filmens premiere til 17. juli. Det sker i dag: | I dag er FN's internationale flygtningedag, og i den anledning sætter Mellemfolkeligt Samvirke fokus på flygtningebørns vilkår. Mellemfolkeligt Samvirke arrangerer sammen med Børns Vilkår en demonstration på Sankt Hans Torv. Demonstrationen skal ses som en støtte til børn i det dansk asylsystem. |
|
| Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) rejser til Kina. Her skal ministeren blandt andet besøge Beijing og Shanghai i anledning af 10-året for det strategiske partnerskab mellem Kina og Danmark. Fokus på rejsen vil blandt andet være myndighedssamarbejde, offentligt-privat samarbejde og samhandel. |
| Fra arkiverne: | 20. juni 1788 ophæves Stavnsbåndet ved lov og afskaffes frem mod 1800. Stavnsbåndet bandt mænd mellem 14 og 36 år til at blive boende på det gods eller den herregård, hvor de var født, og arbejde for herremanden. |
|
| Sovjetunionen og USA indgår 20. juni 1963 en aftale om 'den røde linje', som er fast telefonkontakt mellem landene. Linjen skal forhindre krig ved en fejltagelse. |
|
|
|
|