Nyt om økonomistyring
Maj 2021
2021-05-18
Efter endnu et travlt forår, ser vi frem mod lysere tider og planlægningen af næste års udvikling i økonomifunktionerne.

Vi håber derfor, at I vil tage godt imod nedenstående nyheder:

• Tilmelding til grunduddannelse i økonomistyring
• Book et oplæg om økonomistyring hos vores medarbejdere
• SBS Talks med DMI d. 25. maj
• Nye vejledninger på vej om udarbejdelse af ministerie-, virksomheds- og regnskabsinstrukser
• Ny vejledning om den systemmæssige tilrettelæggelse af funktionsadskillelse i de fællesstatslige it-betalingssystemer
Akademi for Enkel og Værdiskabende Styring
Grunduddannelse i økonomistyring – der er stadig plads på første hold
Du kan stadig nå at tilmelde dig eller dine medarbejdere til Økonomistyrelsens nye grunduddannelse i økonomistyring. På uddannelsen får kursisten en indføring i grundlæggende principper og praksis for statslig økonomistyring. Uddannelsens formål er at klæde de mindre erfarne økonomimedarbejdere i de statslige institutioner og selvejesektoren på med praksisnære kompetencer inden for bevilling og budgettering, controlling, datainformeret styring og forretningsrådgivning.
Grunduddannelsen i økonomistyring tager 8,5 hele kursusdage, er fordelt på i alt fem moduler og forløber over ca. 6 måneder. Pris for uddannelsen er 25.000 kr. ekskl. moms. Det første hold starter d. 24. august 2021, og næste hold starter 2. november 2021. Læs mere om indholdet på uddannelse her.

Tilmelding sker via Campus.

Uddannelsen er en del af Økonomistyrelsens Akademi for Enkel og Værdiskabende Styring, der skal være med til at udvikle kompetencerne i de statslige stabsfunktioner. Har du spørgsmål om akademiet, skriv til akademi@oes.dk
E-læring for topledere
Book et oplæg om enkel og værdiskabende styring og ledelse
Husk, at du kan booke et af vores standardoplæg om en række forskellige emner inden for enkel og værdiskabende styring og ledelse.

Du har bl.a. mulighed for at høre om mål og resultatstyring i staten, ledelsesinformation, driftsstyring for fagchefer eller fremtidens økonomifunktion. Oplæggene varer typisk 1-1½ time, foregår i jeres institution eller på Skype, og er naturligvis gratis.
Hvis du er interesseret i at vide mere om de forskellige oplæg kan du læse mere her. Har du spørgsmål til oplæggene, så skrive til styring@oes.dk. Her kan du også komme med forslag til oplæg, som du synes vi skal tilbyde i fremtiden.
SBS nyheder
Ny SBS Talks med DMI d. 25. maj
Vi følger op på succesen fra vores første SBS Talks, hvor Det Kongelige Teater fortalte om deres erfaringer med anvendelse af versioner i Statens Budgetsystem.

Denne gang kommer DMI på besøg og indvier os i, hvordan de bruger Statens Budgetsystem aktivt i dialogen med de budgetansvarlige. Arrangementet løber af stablen tirsdag d. 25 maj kl. 10.00-11.00.
SBS Talks foregår via Campus, ligesom sidst.
Hvis du er interesseret i at deltage, kan du henvende dig til sbshotline@oes.dk, så kvitterer vi med en invitation.
Intern kontrol og tilsyn
Reviderede instruksvejledninger
Økonomistyrelsen er på vej med reviderede vejledninger om udarbejdelse af henholdsvis ministerie-, virksomheds- og regnskabsinstruks.

Formålet med revideringen er, at understøtte de statslige institutioner i udarbejdelsen af bedre instrukser, der i højere grad lever op til reglerne i Regnskabsbekendtgørelsen.

Instruksvejledningerne har blandt andet fået et nyt kapitel om tilrettelæggelse af intern kontrol og risikostyring, samt tilsyn med underliggende enheder.
Ud over at være blevet ajourført i forhold til Regnskabsbekendtgørelsen fra 2018, har vejledningerne også gennemgået en større gennemskrivning med fokus på at blive mere handlingsanvisende.

Det forventes at instruksvejledningerne offentliggøres i maj 2021. Du kan finde de tre eksisterende instruksvejledninger her.
Ny vejledning for kvalitetssikring af intern kontrol i de fællesstatslige it-betalingssystemer
En forsvarlig forvaltning af offentlige midler forudsætter, at den enkelte institution har interne kontroller, der kan minimere risikoen for svig. Økonomistyrelsen har udgivet en ny vejledning om den systemmæssige tilrettelæggelse af funktionsadskillelse og privilegeret adgang på tværs af de fællesstatslige betalingsafledende systemer: IndFak, RejsUd, Navision Stat og NemKonto samt District (Danske Bank), som er målrettet topledelsen, økonomiansvarlige og kontroludførende.

Læs mere om vejledningen på Økonomistyrelsens hjemmeside.

Find vejledning om ’Kontrol af rettigheder tildelt på tværs af systemer’ og bilag på Økonomistyrelsens hjemmeside.
Næste nyhedsbrev om økonomistyring
Glæd dig til næste nyhedsbrev, der udkommer lige inden sommerferien...
Nyhedsbrevet indeholder bl.a. nyt om:

• Mini-konference i august for statslige og statslig selvejende institutioner med under 200 årsværk
• Kommende kursustilbud i risikostyring og intern finansiel kontrol under Akademi for enkel og værdiskabende styring
• Med mere.
Afmeld nyhedsbrevet her
Økonomistyrelsen
Landgreven 4
DK-1017 København K
T: 33 92 80 00
E:
oes@oes.dk