| Overblik fra Arbejdstilsynet | |
Ny viden Syv ting vi kan lære af den svenske byggebranche FORSKNING: Mere dialog, flere faglærte på byggepladserne, bedre kollegaskab og længerevarende ansættelser. Det er overskrifterne på nogle af de forhold, som et stort dansk-svensk forskningsprojekt har fundet frem til. Projektet, der har fokus på at kortlægge de virkemidler og strategier i arbejdsmiljøet, der med fordel kan overføres fra Sverige til Danmark, er bl.a. gennemført af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Gode relationer mellem ledere og medarbejdere skaber positive resultater RAPPORT: Når ledere og medarbejdere har det godt med hinanden, får det betydning for både den enkelte medarbejder, teamet og organisationen og bidrager til positive resultater i virksomheden. Det viser en ny rapport om social kapital fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Fysisk krævende arbejde påvirker ældres helbred mere end yngres STUDIE: Er man ældre medarbejder og har fysisk krævende arbejde, er der en højere risiko for et forringet fremtidigt helbred. Samtidig ser det ud til, at særligt ældre kvinder mangler muligheder for at undgå udsættelse for fysisk krævende arbejde. Det viser et nyt dansk-tysk studie. Folk med hårdt fysisk arbejde er mere overbeviste om, at fysisk aktivitet kan øge smerter UNDERSØGELSE: Beskæftigede med hårdt fysisk arbejde har den største frygt for, at bevægelse under smerter skal give flere smerter, sammenlignet med beskæftigede med stillesiddende og let arbejde. Undersøgelsen, som bl.a. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø står bag, viser bl.a., at frygten for, at bevægelse øger smerterne, stiger, jo mere fysisk krævende ens arbejde er, og jo mindre fysisk aktiv man er i fritiden. Behov for nyt fokus for at fremme mental sundhed på arbejdspladsen RAPPORTER: Depressive symptomer, angst, stress og søvnproblemer er udbredt blandt danske arbejdstagere. Der er derfor behov for fokus på indsatser, der styrker den mentale sundhed, især overfor unge, ledere og små og mellemstore virksomheder. Det konkluderer Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og TeamArbejdsliv på baggrund af tre rapporter. Hvem og hvor mange er udsat for seksuel chikane? UNDERSØGELSE: Omsorgsmedarbejdere på plejehjem, hospitaler og bosteder er nogle af de mest udsatte, når det gælder seksuel chikane. Det går især udover unge, kvindelige medarbejdere mellem 18 og 24 år. Det viser undersøgelsen "Arbejdsmiljø og Helbred i Danmark 2012-2016", der er gennemført af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. |
|
|
Nye branchevejledninger Brug af handsker i industrien VEJLEDNING: En vigtig del af forebyggelse af hudproblemer på laboratorier og på virksomheder i procesindustrien er brug af handsker. Ny branchevejledning fra BFA Industri oplyser om brug af handsker, handskematerialer, handskestørrelser og pasform – oplysninger, som kan bidrage til, at de ansatte får de rigtige handsker. Desuden kan uhensigtsmæssig brug af handsker i sig selv give anledning til en række hudgener. Forholdsregler og sikkerhed ved anhugning VEJLEDNING: BFA Industri står bag en branchevejledning om sikkerhed ved anhugning. Vejledningen indeholder gode råd til arbejdsmiljøorganisationen i forhold til at få systematiseret eftersyn og vedligehold af løftetilbehør samt om valg af de rette former for løftetilbehør. Der er afsnit om generelle forhold ved anhugning, love og regler, ulykkesrisici, ergonomi, metoder til anhugning og tekniske forhold omkring anhugning. |
|
|
Konferencer og andre arrangementer Effektive sikkerhedsrunderinger med Safety Observer WORKSHOP: Få inspiration til at måle sikkerheden på arbejdspladsen og bliv dus med den gratis sikkerhedsapp Safety Observer, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har udviklet. Workshoppen finder sted den 14. marts i København. Brandmænds sundhedsrisici TEMAMØDE: Røg fra brande indeholder forskellige kemiske stoffer, som kan være sundhedsskadelige for mennesker. Derfor bruger brandfolk udstyr, der beskytter dem mod at blive udsat for disse stoffer. Men er de godt nok beskyttet? Det har en gruppe forskere undersøgt. Resultaterne præsenteres på et temamøde den 15. marts på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Mental sundhed på arbejdspladsen og forebyggelsesindsatser GÅ-HJEM-MØDE: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø sætter den 19. marts fokus på mental sundhed på arbejdspladsen og indsatser til at forebygge mentale sundhedsudfordringer. Godt kollegaskab - uden mobning TEMAMØDE: BFA Velfærd og Offentlig administration inviterer til fire gratis temamøder om at forebygge mobning. På møderne vil der bl.a. være en præsentation af BFA’s dialogværktøj ”Grib Ind - godt kollegaskab uden mobning”. Møderne finder sted i Hobro den 19. marts, i København den 24. april, i Esbjerg den 3. maj og i Midtjylland den 28. august. Arbejdsmiljø, forandringer og ny teknologi – og uddeling af Arbejdsmiljøprisen 2018 TEMADAG: Onsdag den 11. april kårer Arbejdsmiljørådet de fire vindere af Arbejdsmiljøprisen 2018. Det sker i forbindelse med en temadag, der sætter fokus på arbejdsmiljø, forandringer og ny teknologi. Her vil Jesper Ulsø, Dare Disrupt, fortælle om megatrends inden for digitalisering og teknologisk udvikling. Janne Gleerup, lektor på RUC, ser på, hvordan vi kan bruge ny teknologi i udviklingen af arbejdsmiljøet. Nikolaj Sonne, it-ekspert, stiller skarpt på, hvad fremtiden måske bringer i en verden af kunstig intelligens, robotter og overvågning. Desuden deltager beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen. Forebyggelse af voldsepisoder på botilbud KONFERENCE:Socialstyrelsen og Socialt Udviklingscenter SUS står bag en konference om nye retningslinjer for forebyggelse af voldsomme episoder på botilbud samt på boformer for hjemløse. Der vil blive stillet skarpt på, hvordan man kan forebygge voldsomme episoder og på, hvordan man kan håndtere dem på en god måde, hvis de opstår. Konferencen finder sted den 19. april i Odense - det koster 400 kr. at deltage.
Seksuel opmærksomhed fra borgere i social- og sundhedssektoren KONFERENCE: Hvordan siger man fra overfor seksuel opmærksomhed fra en borger uden at ødelægge den gode relation? Og hvad gør man, hvis borgeren bliver opstemt i forbindelse med den personlige pleje? Det kan man høre mere om på en konference på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø den 20. april. Der er tilmeldingsfrist den 12. april. |
|
|
Værktøj, pjecer og andre nye materialer Test din viden om seksuel chikane QUIZ: Der er sagt og skrevet meget om seksuel chikane på det seneste, men hvad er op og ned i den aktuelle debat? Test din viden i denne quiz, som Arbejdstilsynet har lavet på Facebook. Man kan bl.a. få svar på, hvor stort omfanget er, hvem der oftest er udsat for seksuel chikane, og hvor man kan henvende sig, hvis man er ramt. Svarene indeholder megen anden vigtig information, som kan bruges på arbejdspladserne. Førstehjælp og førstehjælpsudstyr ved ætsninger TEMASIDE: Har I det førstehjælpsudstyr, som der er brug for, hvis der sker en ulykke med stoffer og materialer i virksomheden? Det kan fx være øjenskyl, nødbruser, ildslukningsudstyr og personlige værnemidler til brug for eventuelt redningsmandskab. Førstehjælpsudstyr er kun beregnet til brug, hvis der sker en ulykke på trods af de foranstaltninger, I har truffet. Derfor skal I også sørge for at forebygge, at ulykken sker, fx ved at bruge de korrekte værnemidler. Læs mere på Arbejdstilsynets hjemmeside om de regler, der gælder for valg af førstehjælpsudstyr ved arbejde med stoffer og materialer. Unges arbejde i restaurationsbranchen FAKTAARK: Nye regler betyder, at det nu under visse betingelser er muligt at ansætte unge under 18 år på serveringssteder, hvor der serveres alkohol. Nyt faktaark fra BAU Service – Turisme er målrettet arbejdsgivere og omhandler unge, der er fyldt 15 år og gået ud af 9. klasse, og som er beskæftiget i restaurations- og forlystelsesbranchen. Overblik over tekniske hjælpemidler til byggeriet TEMASIDE: Bygergo.dk er en hjemmeside til byggeriets aktører, som samler gode tekniske hjælpemidler. Formålet er at gøre det nemmere for branchen at udføre arbejdsopgaverne og at mindske risikoen for ulykker og nedslidning. Hjemmesiden er optimeret til smartphones, så der også er mulighed for at bruge den, når man fx står på en byggeplads. Det er Byggeriets Arbejdsmiljøbus og BFA Bygge & Anlæg, der står bag hjemmesiden. Hjælp til at forebygge og håndtere vold og trusler på skoler VEJLEDNING: Hver femte lærer har været udsat for vold inden for det seneste år, og hver fjerde har været udsat for trusler. Undervisningsministeriet har derfor iværksat en samlet indsats, der bl.a. omfatter en ny vejledning til skolerne. Målrettet værktøj til udvalgte brancher VÆRKTØJ: Arbejdstilsynet har i samarbejde med branchefællesskaberne for arbejdsmiljø udvalgt en række områder, som vil være i fokus på tilsyn i udvalgte brancher i 2018. BFA Velfærd og Offentlig administration har samlet relevante materialer, der er målrettet de fire brancher, som de dækker. Det drejer sig om Dag- og fritidstilbud - Undervisning - Sygehuse samt om Døgntilbud og hjemmepleje. Er der risiko for mobning på jobbet? TJEKLISTE: Det svenske Institut for Miljømedicin ved Karolinska Institutet har på baggrund af et forskningsstudie om risikoen for mobning udarbejdet en tjekliste, der kan pege i retning af, om der er risiko for mobning på arbejdspladsen. Tjeklisten kan bruges til at give et fingerpeg om, hvorvidt der er behov for at forebygge mobning på arbejdspladsen. Nyt materiale til undervisning i arbejdsmiljø UNDERVISNING: Der er især tre faktorer, som betyder meget for en god start på arbejdslivet: En grundig oplæring, den nødvendige feedback samt at indgå i fællesskabet på arbejdspladsen. Det er udgangspunktet for et nyt undervisningsmateriale til erhvervsskolerne, som Videncenter for Arbejdsmiljø har udarbejdet sammen med LO, DA, KL, Lederne, Arbejdstilsynet og Arbejdsmiljørådet. Hvad gør du, når du møder seksuel opmærksomhed på arbejdet? GUIDE: Ny guide til social- og sundhedsområdet åbner for tabuerne om borgernes seksuelle adfærd. Guiden skal hjælpe medarbejderne med at sætte grænser i forhold til borgerne og tage den vanskelige snak med kolleger og pårørende. Guiden er udarbejdet af COWI, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Statens Institut for Folkesundhed og NIRAS. Styrket psykisk arbejdsmiljø på universiteter GUIDE: Arbejdsmiljøet for videnskabeligt personale på universiteterne kan være præget af, at de ansatte i høj grad er overladt til sig selv i jagten på akademiske meritter og forskningsmidler. BFA Velfærd og Offentlig administration har udgivet en guide, som skal inspirere til at styrke det psykiske arbejdsmiljø på universiteterne gennem bedre samarbejde og faglig feedback i forsker- og undervisningsgrupper. Hjælp til arbejdsmiljøindsatsen på SOSU-området TJEKLISTE: Ny tjekliste med 11 spørgsmål kan være en hjælp, når man skal implementere indsatser i arbejdsmiljøet på SOSU-området. Tjeklisten er lavet i et samarbejde mellem medarbejdere og ledere samt FOA, KL og BFA for Velfærd og Offentlig administration. Tjeklisten kan fx bruges, når der skal laves en APV-handlingsplan, eller når der er brug for hjælp til at få sat handling bag en idé. |
|
|
Postboks 1228 | 0900 København C | Tlf.: 70 12 12 88 | E-mail: at@at.dk |
|
|
|
|