Overgang til MitID er gået ind i den afsluttende fase
Alle virksomheder, myndigheder og foreninger, der anvender NemID til erhverv (NemID medarbejdersignatur) skal skifte til MitID Erhverv, inden NemID til erhverv lukker.
NemID medarbejdersignatur udløber den 30. juni 2023.
Konkret betyder det, at der er risiko for, at det ikke er muligt at tilgå kladder i Regnskab Basis, der er oprettet med NemID. Kladderne knytter sig nemlig til den signatur, der har oprettet den. Vi opfordrer derfor til, at kladderne indberettes inden skæringsdatoen den 30. juni, samt at kladder fremadrettet oprettes med MitID.
Test miljø utilgængeligt med NemID
Test indberetninger i Erhvervsstyrelsens testmiljø Preprod vil ikke længere være tilgængelige med et NemID certifikat. For fortsat at kunne teste indberetninger i Preprod, skal der benyttes et privat MitID testcertifikat, som knytter sig til en person. Det vil ikke være muligt at benytte et system testcertifikat endnu.
Understøttelse af SOAP klienter udfases
System til System indberetninger, som benytter en SOAP klient, vil ikke kunne indberette fra d. 30. juni 2023 (muligvis frem til 31. oktober men med begrænset support). Brugere af en System til System løsning skal derfor benytte en REST klient i stedet.
Erhvervsstyrelsen lukker officielt SOAP-klienten den 31. oktober 2023.