| Hans Henrik Ockelmann. Foto: Jens Dresling | |
Anders Legarth Schmidt | Journalist | |
|
|
| Hvordan går det egentlig med at rulle den storstilede 10-årsplan for psykiatrien ud? | |
| Det mangler der viden om, og det fik i sidste uge en bred skare af folk til at gå i rette med regeringen. Organisationer bag patienter, pårørende og medarbejdere samt en samlet politisk opposition i Folketinget kræver langt mere indsigt i, hvordan det går med at få planens milliarder ud at virke. | |
| De reagerer efter stribevis af beretninger fra medlemmer og historier i medier. Senest slog overlæge Gitte Ahle fast i Politiken, at hun ikke kan få øje på nogle forbedringer for de mest syge patienter. Hun var tilbage i 2019 en af de første til at foreslå en langsigtet plan for psykiatrien. | |
| Det fælles opråb kom fra blandt andet Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd og Bedre Psykiatri, der med partierne til venstre og højre for regeringen tog bladet fra munden. Beslutningen om en 10-årsplan blev truffet af et bredt flertal i Folketinget i 2022, og året efter kom den første delaftale. | |
| »Der er virkelig behov for en langt mere kraftig og håndholdt opfølgning på de allerede aftalte initiativer. Hvor langt er vi? Hvad mangler vi? Hvor rækker de afsatte midler ikke? Vi kan jo ikke gå videre, før vi sikrer os, at det allerede aftalte også gennemføres? Så hvad er status? Vi aner det jo ikke«, siger Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen. | |
| Det er vigtigt, ikke mindst nu hvor regeringen tirsdag vil præsentere 20 nye initiativer i det, den kalder en samlet 10-årsplan for psykiatrien. | |
| Som optakt har vi interviewet sundhedsminister Sophie Løhde om de store linjer i planen. Det interview kan du læse her. Når planen er gennemført, vil området været løftet med 4,6 milliarder fra 2020 til 2030 - eller en vækst på 35 procent siden 2019. | |
| Men tilbage til kritikerne. Ifølge dem er det afgørende at vide, hvordan det går med det, som allerede er sat i gang, før de kan tage stilling til nye forslag. | |
| Vi kunne i fredags løfte en flig af sløret for, hvad det er regeringen præsenterer tirsdag. Den vil oprette nye klinikker, som skal udrede patienter med tegn på de to udviklingsforstyrrelser adhd og autisme. Aktuelt er ventetiderne kolossale, og psykiaterne drukner i patienter til undersøgelse. Det gælder både børn, unge og voksne. I de nye klinikker, som skal drives af regionerne, skal andre faggrupper i spil i udredningen, for eksempel psykologer. Det kan du læse mere om i denne artikel. | |
| Hvis du er nysgerrig på, hvorfor så mange børn bliver diagnosticeret med adhd eller autisme, så finder du her en artikel, vi skrev for et års tid siden, hvor to eksperter forklarer udviklingen. | |
| At der er behov for en styrket indsats over for mennesker med for eksempel psykoser, blev der sat streg under for små to uger siden, da en chauffør fra Flextrafik blevet stukket ihjel af sin passager, der skulle fragtes til en psykiatrisk akutmodtagelse. Manden havde ifølge politiet vrangforestillinger og er nu varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling og sigtet for drab. | |
| Men hvordan kan en psykose gøre det magtpåliggende at gå fysisk til angreb på andre? | |
| Det spørgsmål og en stribe andre stillede jeg forleden til den erfarne retspsykiater, overlæge Hans Henrik Ockelmann, der de seneste to årtier har arbejdet med psykisk syge borgere, som har begået alvorlig, ofte personfarlig, kriminalitet. | |
| Det første, man skal forstå, er ifølge Ockelmann, at psykosen er 110 procent virkelig for den syge. Det betyder, at hvis du er overbevist om, at nogen vil slå dig ihjel, så vil du forsvare dig. Men dem, som gør udfald på andre, er kun en lille bitte del af dem, som lider af paranoid skizofreni og har vrangforestillinger. | |
| Mange går under radaren og lever ensomme liv i frygt, forklarede overlægen. Han sagde: | |
| »Jeg havde engang en patient, som var så angst, at han var flyttet ud i sit badekar, fordi han var overbevist om, at nu kom Tredje Verdenskrig, og det var helt virkeligt for ham. Han havde indrettet sig med standerlampe, dyne og forsyninger. Så lå han dér i badeværelset. Han er mindst lige så syg som dem, der gør noget mod andre, men det er kun ham selv, som lider«. | |
| En styrket indsats for de mennesker, som er hårdest ramt af psykisk sygdom, står centralt i det udspil til en samlet 10-årsplan for en styrket psykiatri, som regeringen præsenterer på et pressemøde tirsdag. | |
| Det kommer vi til at dække. Du kan følge med på Politiken. | |
| Det var alt, vi havde valgt at tage med i denne uge. Tak, fordi du læste med. Husk, du er altid velkommen til at sende input, ris og ros til os. Skriv for eksempel til mig på anders.schmidt@pol.dk. | |
|