Med udspillet vil regeringen gøre vindmølleparker og solcelleanlæg i kommunerne til virkelighed.
 ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ 
Se nyhedsbrevet i webversion
2759 header netop nu 1280x300
Regeringsudspil giver grøn energi medvind
De kommunale postkasser er fyldt med ansøgninger om at opstille grøn energi på land. Derfor glæder Green Power Denmark sig over, at regeringen nu tager fat på at gøre ansøgningerne til vindmølleparker og solcelleanlæg i kommunerne til virkelighed. Den grønne erhvervsorganisation opfordrer politikerne til at lande en hurtig aftale, så energibranchen kan sætte spaden i jorden. 
Energibranchen står på spring til at levere på det politiske mål om at firedoble elproduktion fra grøn energi på land inden 2030. En opgørelse fra Green Power Denmark viser, at 4.840 megawatt landvindmøller – svarende til 1000 møller – står i kø ude i kommunerne.

Men alligevel tyder det på, at der i år bliver taget flere vindmøller ned, end der stilles op. Derfor tager Green Power Denmark imod regeringens udspil ’Sammen om grøn energi fra sol og vind på land’ med åbne arme.

- Regeringen skal have ros for at sætte handling bag de store klimaambitioner og lytte til energibranchen. Det er afgørende, hvis vi skal vriste os fri af afhængigheden af fossile brændsler, nå vores klimamål og gøre noget ved de høje energipriser. Vores medlemmer er mere end klar til at sætte spaden i jorden, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.  

Af udspillet fremgår det, at 19 kommuner har udpeget 32 arealer, hvor der er potentiale for energiparker. Det skal nu undersøges om arealerne kan benyttes. I områderne vil man fjerne de særhensyn, som virksomheder og kommuner ellers skal søge dispensation om for at opstille vindmøller og solceller. Det er for eksempel, hvis der skal bygges grøn energi i produktionsskove eller i nærheden af gravhøje.

- I øjeblikket snegler udbygningen af grøn energi på land sig afsted. Klimaet kalder på handling, virksomhederne tripper for at komme i gang, og forbrugerne efterspørger billig, grøn el. Derfor opfordrer vi partierne i Folketinget til at bakke op om regeringens udspil og lande en bred aftale hurtigt, så virksomhederne kan komme i gang med at levere en masse billig og bæredygtig strøm, siger Kristian Jensen.

Væk med kommunale særregler
I udspillet skruer regeringen også op for den årlige bonus til naboer til vindmøller og solceller og indbetalingen til grøn pulje, som den enkelte kommune råder over. Det betyder, at ved en firedobling af elproduktionen fra vedvarende energi på land, så vil opstillernes udgifter blive forøget fra ca. 2 mia. kr. til ca. 4,5 mia. kr. Samtidig vil regeringen afskaffe kommunale særregler for opstilling af vedvarende energi, hvilket har været et stort ønske fra Green Power Denmark.

- Opstillerne arbejder allerede tæt sammen med kommunerne og borgerne om, hvordan den grønne energi kan skabe mest mulig værdi for lokalsamfundene. I energibranchen har vi da også lænet os konstruktivt ind i diskussionen om kompensation, og nu er den landet. Derfor har jeg også en forventning om, at man politisk fremadrettet har fokus på ikke at gøre det dyrere og mere bøvlet at opstille dét, der skal gøre vores energi billigere og fremtid bæredygtig. Ellers prioriterer opstillerne andre lande end Danmark, og så må vi vinke farvel til vores klimaambitioner, siger Kristian Jensen.

Udspillet tager dog ikke fat på den store opgave med de lange godkendelsesprocesser for grønne projekter.

- Det er godt, at vi er kommet videre i processen med at udpege energiparkerne. Men vi skal huske på, at hovedparten af udbygningen af grøn energi på land skal ske udenfor parkerne. Derfor skal vi i gang med at rydde snubletråde af vejen og gøre godkendelsesprocesserne mere effektive. Jeg oplever, at regeringen har fået et større fokus det – bl.a. med statsministerens tale til Folketingets åbning – og jeg forventer, at der sker noget snart, siger Kristian Jensen.
Se pressemeddelelsen på Green Power Denmarks hjemmeside
Du modtager dette nyhedsbrev, fordi du enten har tilmeldt dig via greenpowerdenmark.dk eller direkte har bedt om at komme på listen.
Afmeld nyhedsbrevet
Se oversigt over Green Power Denmarks nyhedsbreve
Læs persondatapolitik
© Green Power Denmark 2023
2617 footer linkedin icon 2619 footer twitter icon 2618 footer mail icon