Rundetaarn

Astronomi i børnehøjde: Rundetaarn starter astroklub for børn

Drømmer dit barn eller barnebarn om at gå til astronomi i sin fritid? Til efteråret starter Rundetaarn et helt nyt formidlingstilbud op
– en astronomiklub for 9-12-årige, der er nysgerrige på Universet.


Astroklubben Rundetaarn finder sted en torsdag om måneden fra oktober til marts, og sammen med astrofysiker Christina Toldbo, skal dens medlemmer over seks klubaftener udforske Universets hemmeligheder og selv prøve at observere Månen og planeterne fra det gamle teleskop i Observatoriet.


Vi undersøger et nyt tema hver gang, vi mødes, og kommer omkring alt fra solformørkelser og stjerneskud til lysets betydning for astronomien og myterne bag nogle af de kendte stjernebilleder.

Christina Toldbo viser vej i det vilde univers, når Astroklubben går i luften.


Astrofysiker Christina Toldbo er uddannet fra Niels Bohr Instituttet i København. Hun har arbejdet for både ESA og NASA og har en ph.d.-grad fra DTU Space i rumnavigation. I Rundetaarn arbejder hun som observator og astronomisk konsulent. Christina elsker at dele ud af sin viden om rummet og har mere end 10 års erfaring med formidling.


Vidste du…? Rundetaarn blev faktisk ledestjernen for Christinas egen fascination af astronomi, da hun som 12-årig besøgte Observatoriet på toppen af tårnet og hørte en dygtig formidler fortælle om Solsystemet.


Astroklubbens klubaftener

Vil du være med?

Astroklubben Rundetaarn starter sit første hold op fra oktober 2024 til marts 2025, og der er begrænsede pladser.


Sådan ansøger du om medlemskab:

  • Der åbnes for ansøgninger den 1. august via linket nedenfor

  • Ansøg senest den 1. september

  • Alle får svar den 16. september og holdet starter i oktober


Pris for medlemskab: 495 kr.

Prisen inkluderer:

  • Et forløb á seks klubaftener med astronomi i børnehøjde

  • 1 stk. årskort til Rundetaarn, der giver adgang til barnet og 1 voksen

  • Astroklubbens medlemspakke med Astropas og merchandise