| | | Marcus Rubin | | Kronikredaktør | | |
|
|
| | Så går det løs. Og jeg ved ikke med jer andre, men efter bare fire dage med Donald Trump tilbage i Det Hvide Hus er jeg ikke bare deprimeret, men også fuldkommen mentalt mast og udmattet. | |
| | Det er hele er fuldkommen som sidste gang, bare lidt værre. | |
| | Man bliver overvældet og udmattet, og det bliver svært at gennemskue, hvad der er bluff, hvad der er realitet, og hvad der egentlig overhovedet betyder noget. Er der nogen særlig effekt af at klassificere mexicanske narkokarteller som terrorister, betyder det noget ude i virkelighedens verden at omdøbe den Mexicanske Golf til den Amerikanske Golf, og hvor dybt stikker planerne om at købe Grønland mon egentlig. | |
| | Det er formentlig en helt bevidst strategi, oversvøm zonen, som Trumps tidligere rådgiver Steve Bannon kaldte det, og det deprimerende er, at det virker. Man bliver overvældet, træt, trist og opgivende. | |
| | Det skriver journalisten Miriam Elder, der har boet længe i Rusland, et glimrende essay om her og forklarer også internt eksilbegrebets historik helt tilbage til 1830’ernes Frankrig, hvor overklassen i Paris dansede sorgerne over Bourbon-monarkiet væk i stedet for at kæmpe, videre til Tyskland efter Hitlers magtovertagelse, derfra til USSR og så til Vladimir Putin i Rusland. Pointen er hver gang den samme og ret forståelig: Verden er gået af lave, men man kan ikke gøre noget ved det, og det er farligt at sige systemet imod – så man koncentrerer sig om det nære, sit eget liv og familie og bare at have det så godt som muligt. | |
| | Men det går naturligvis ikke. Hvis vi alle sammen bare går i en slags internt eksil, vinder Trump og milliardærerne, der på smagløs vis sværmer om ham. Alene i rummet, hvor han blev indsat som præsident mandag, var den samlede formue ifølge Forbes Magazine - der plejer at have styr på den slags - på 8-9.000 milliarder kr. Måske den største samling af velstand i et rum nogensinde i verdenshistorien. En skamløs dans om guldkalven, der - tror jeg - ender galt. | |
| | Så hvad er løsningen? Jeg kender ikke svaret, men kommer med min egen midlertidige mentale strategi sidst i nyhedsbrevet, og så håber jeg, at vi sammen kan inspirere hinanden til at komme helskindet gennem den kommende tid. | |
| | At miste modet nytter i al fald ikke ret meget, heller ikke i klimakampen, hvor USA nu stempler fuldkommen ud. Så selv om det er fristende at kaste håndklædet, spise en bøf, flyve til Bali og forsøge at tænke på noget andet er det den forkerte vej at gå. For faktisk er det lige modsat. Når USA abdicerer i klimakampen, er det endnu mere afgørende, at vi her i Europa holder fast og intensiverer kampen, skriver jeg i denne leder. | |
| | Det, som vi helt sikkert ikke skal gøre, er til gengæld at opfordre Elon Musk til at komme hertil og blande sig i dansk politik. | |
| | Danmark er en ø af politisk stabilitet i en urolig verden, og det er dybt uansvarligt, at Lars Boje Mathiesen går tiggergang hos Musk for at få penge til sit nye parti. | |
| | Til gengæld er det også kuk, at en så dreven politiker som finansminister Nicolai Wammen i fuldt alvor i et interview i Berlingske kalder det »sognerådspolitik«, at borgerlige partiledere formaster sig til at være uenige i regeringens Grønlandspolitik. Det er magtarrogance af værste skuffe, just det stof, som politikerleder er gjort af. | |
| | Der sker naturligvis også andre ting. | |
| | Kampen om Enhedslistens sjæl fortsætter også, efter partiledelsen fik øgede beføjelser til at smide bøvlede medlemmer ud. Det vækker mindelser om DKP i gamle dage, hvor alle, der ikke fulgte ledelsens bud, blev ekskluderet, skriver Hanne Schmidt i denne kronik. | |
| | Og selv om der er i al fald midlertidig fred i Gaza, fortsætter debatten herhjemme, ikke mindst om hvor meget grund til frygt jøder på Nørrebro har grund til at have. Antropologen Naama Cohen skrev en kronik om sin og sine bekendtes frygt, men det kunne andre beboere på Nørrebro med jødisk baggrund ikke genkende. | |
| | Selv kommer jeg mest bare i Jægersborggade, hvor gentrificeringen er kommet så vidt, at ethvert spor af det gamle arbejderkvarter er renset bort af naturvin, luksuslatte, restauranter, nipsbutikker og hjemmelavede karameller, så jeg kan ikke bidrage med det store Nørrebro-perspektiv, men håber, at roen også på den front snart sænker sig. Få debatter har været så polariserede og voldsomme som Israel-Gaza-debatten siden 7. oktober 2023. | |
| | Også derfor er det vigtigt at trække vejret dybt og ikke lade sig suge helt ned i Trumps bizarro-verden. | |
| | Så hvad er min plan eller strategi? At søge ro i bøgernes og tegneseriernes verden. | |
| | Måske ikke så meget i superhelteuniverset – trods en ungdom tilbragt i baglokalet i Fantask med at lede efter skatte i kasserne med brugte Marvel-hæfter (jeg var engang ligefrem den lykkelige ejer af en originaludgave af Fantastic Four nummer 1 – slidt ganske vist, men stadig måske det rent finansielt dummeste, jeg har gjort at sælge den for at få råd til en skiferie). | |
| | Jeg har allerede en bogklub, men har nu også aftalt at læse Prousts ’På sporet af den tabte tid’ og er gået i gang med en herlig rumænsk bog, ’En spildt formiddag’. Ifølge salgsteksten er det en slags rumænsk ’Ulysses’. Om det passer, ved jeg endnu ikke, men den starter godt med en scene, hvor hovedpersonen – en ældre, fattig, tandløs dame – belærer sin svigerinde om, at mænd kun bør kende en kvinde »fra navlen og ned«. Det ville Trump sikkert være enig i; min egen personlige erfaring på den kønsmæssige front er dog, at der faktisk ofte også er noget at hente fra kvinderne i den anden ende. | |
| | Hvordan den spildte formiddag ender, må jeg berette om i de kommende uger. I mellemtiden ønsker jeg alle en god weekend. | |
| | Som en sidste kicker kan jeg anbefale denne tekst om, hvorvidt det er muligt at blive meget mere end 110 år. Det håber jeg naturligvis, just det meget skarpe hjørne har en vis symbolværdi for mig personligt, eftersom jeg fylder 55 år til marts og naturligvis håber, at både jeg og verden holder ganske længe endnu og i hvert fald ikke allerede er halvvejs. | |
| | Vi ses på den anden side, og som altid – send tips, ros, ris og tanker til mig på marcus.rubin@pol.dk. | |
|
