Lad os fejre fællesfagligheden Når mennesker fra forskellige lande mødes, kan der opstå sprogvanskeligheder. På samme måde gælder det, når forskellige fagligheder mødes. De taler ikke altid samme sprog, og vil derfor også have forskellige prioriteringer i hverdagen. I daginstitutioner ser vi denne udfordring meget tydeligt. Pædagogen kan have ét blik på, hvordan vi skaber gode, modige og sunde børn, den måltidsprofessionelle et andet. Når der går hverdag og vaner i den, kan det derfor være svært at finde det fælles mødested og udgangspunkt for det, det hele handler om, nemlig børnenes trivsel og udvikling. Noget andet vi også ser, er det kæmpestore potentiale der ligger i at samle kræfterne og dyrke fællesfagligheden. Det betyder til dels, at vi giver madfagligheden en større plads i hverdagen. Det betyder samtidig, at pædagoger og køkkenpersonale rykker sammen og udnytter muligheden for at bruge maden og måltiderne i det pædagogiske arbejde. I dette nyhedsbrev kan du blive klogere på, hvordan klyngestrukturen kan bruges til at dyrke madfagligheden. Du kan få gode råd til samarbejdet mellem pædagoger og madprofessionelle, og du kan høre Bettina Madsens oplevelse med at gå i køkkenet med sine kolleger på et fælles kursus. Lad os sammen fejre fællesfagligheden i Danmarks daginstitutioner til glæde og gavn for vores kommende generationer! Rigtig god læselyst. Fonden Københavns Madhus |