Facebook icon Forward icon

Udvalget i gårdbutikken

Vi har stadig mange lækre vintergrøntsager i gårdbutikken. Der er gulerødder, rødbeder, almindelige løg, hvidløg, kalette, kålskud, selleri og jordskokker. Kartofler, æg, æblemost, frisk kværnet mel og diverse økologiske kolonialvarer finder du også i butikken.

Nyheder på vej

Vi får agurker fra Varpelev her i weekend. På grund af de høje energi og råvarepriser bliver agurker og tomater desværre dyrere i år. I vores eget drivhuset er de første ting kommet op af jorden. Radiser, spinat og kartofler står flot på rad og række derude.

Vi har også sået spidskål og blomkål og frøene er kommet op, men der går lige et par dage før de kan plantes ud.

Sellerifritter med hvidløgsmajo

Her på det sidste har vi flere gange tilberedt sellerifritter og sennepsgrønt. Det er to grønne retter, der smager af noget og som egner sig som tilbehør til fisk, kød, fjerkræ og veganske retter.

  • ½ knoldselleri
  • 3 gulerødder
  • olivenolie
  • salt og peber
  • 2 spsk tørret timian

Vask selleri og gulerødder, skræl dem og skær dem ud i stave. Vend fritterne i olivenolie, salt, peber og timian og fordel dem på en bageplade. Bag den i ovnen ved 200 grader i ca. 30 minutter. 

I gårdbutikken har vi en økologisk mayonæse som vi bruger til hvidløgsmajo. Tag 5 spsk mayonæse og bland med 2-3 fed hvidløg samt lidt salt og peber. 

 

SENNEPSGRØNT

  • 100 g rødbeder
  • 100 g gulerødder
  • ½ blomkål
  • ½ broccoli
  • 1 dl ristede græskarkerner
  • 1-2 dl hakket persille eller grønkål til pynt

Dressing:

  • 2 spsk dijonsennep
  • 6 spsk hvidvinseddike
  • 1 dl raps- eller olivenolie

Skræl gulerødder og rødbeder og skær dem i meget tynde skiver. Pluk blomkål og broccoli i små buketter eller skær med ud i skiver. Rør dressingen sammen og vend den rundt i grøntsagerne og de ristede græskarkerner. Pynt med persille eller grønkål.