I tilvalgsordningen er flere end 1.000 borgere blevet vaccineret med vaccinen fra Johnson & Johnson. Foto: Jens Dresling |
Vi begynder med det aktuelle, som er endnu en nedslående melding om en udskydelse af den dato, hvor alle borgere over 16 år, der ønsker det, er færdigvaccineret. Hidtil har det været ved udgangen af august – nu er det skudt yderligere to uger til midten af september. Det oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke i går på et møde med partiernes sundhedsordførerne. Samtidig fortalte han, at Sundhedsstyrelsen går i gang med en revurdering af det faglige grundlag for, at vaccinerne fra Johnson & Johnson og AstraZeneca er trukket ud af massevaccinationsprogrammet. Den ventes færdig inden for to uger, hvor styrelsen vil fortælle, om de - eller en af dem - skal ind i varmen igen. For førstnævnte vaccine fra Johnson & Johnson er der løbende kommet flere oplysninger om risikoen for det særlige blodsyndrom vitt. Hvad AstraZeneca angår, bliver det interessant at se, om myndighederne pludselig kan trylle ny viden frem. Nu vi er ved bivirkninger, så har den første dansker fået erstatning for at have fået vitt – en potentiel dødelig kombination af blodpropper og blødninger – efter vaccination med AstraZeneca. Den 30-årige kvinde fra hovedstaden får i første omgang et ret beskedent beløb udbetalt, men sagen er ikke slut. Læs nyheden her. Vi talte også med en ekspert, der forklarede om det stormvejr, som vitt sætter i gang i kroppens immunsystem. Heldigvis er sundhedsvæsnet nu bedre gearet til at behandle vitt. Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsens direktør, kan glæde sig over, at han de kommende tre år har plads i verdenssundhedsorganisationen WHO’s bestyrelse, men ellers var det småt med gode nyheder for ham i den forgangne uge. Vi tænker selvfølgelig på journalist og forfatter Anne Sofie Kraghs nye bog ’Det Første År’, der giver et unikt indblik i, hvad der foregik i og omkring Statsministeriet, da corona ramte verden. Særligt detaljeret er skildringen af optakten til epidemien og nedlukningen i marts sidste år, hvor Søren Brostrøm fremstilles som en mand, der ikke rigtig havde forstået situationens alvor. Allerede inden første dansker var konstateret smittet, var faglig direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, blevet den foretrukne rådgiver om epidemien for departementschef i Statsministeriet, Barbara Bertelsen. Læs en virkelig velskrevet gennemgang og perspektivering af oplysningerne i bogen her. Kan du i øvrigt huske, hvordan Mette Frederiksen sidste år flere gange omtalte coronadødsfald som tragiske? Det afstedkom en vis debat, for er coronaofre mere værd end folk, der dør af alle mulige andre sygdomme? Nå, sidespor, men relevant information, hvis du dykker ned i sundhedsredaktør Lars Igum Rasmussens tema om død – det viser sig nemlig, at dødeligheden i Danmark er på et meget lavt niveau. Ikke bare på grund af at vi har haft relativt få coronadødsfald, men også fordi nedlukning og restriktioner har forebygget andre sygdomme. Kapelportør på Hvidovre Hospital Klaus Olen har mærket den tendens i form af mindre travlhed i kølerummet. Og mens andre lande har set massiv overdødelighed, er vi i Danmark sluppet billigere og har kun i få uger hen over jul og nytår oplevet en reel overdødelighed. Læs mere her, hvor Statens Serum Institut også forklarer, hvorfor corona ikke kan sammenlignes med influenza. Vi slutter i Nordjylland, hvor borgmester Thomas Kastrup-Larsen i går opfordrede Folketinget til at ændre regler for nedlukning af sogne, så også udskænkningssteder lukker ved høj smitte. Sagen er den, at en stor del af de unge smittede i Aalborg fortæller, at de har været i byen i festgaden Jomfru Ane Gade, inden de blev smittet. Smittegrænserne er overskredet i flere sogne, hvor skoler, museer m.m. er lukkede, mens der fortsat er fuld drøn på ølhanerne i ’Gaden’, som den hedder. Det giver ingen mening, mener borgmesteren, og nu vil Epidemikommissionen se nærmere på, om reglerne skal ændres. Det var alt for denne gang. Kig i øvrigt ind på pol.dk i løbet af dagen. Vi forventer, at Sundhedsstyrelsen kommer med en ny vaccinationskalender, der indregner den seneste forsinkelse. Tak, fordi du læste med. | Med venlig hilsen Anders Legarth Schmidt Journalist |
|
|
|
|