Stifter forlader stor dansk takeaway-platform Iværksætteren Thor Angelo forlader den danske takeway-platform Orderyoyo, som han selv var med til at stifte for fem år siden. Det skriver Børsen.
Allerede i sommer stoppede han som administrerende direktør i selskabet, og nu er han således også fratrådt sin bestyrelsespost.
"Vi har haft en diskussion om, hvad jeg kan bidrage med, og jeg kan ikke bidrage med så meget mere. Nu handler det mere om, hvilken salgschef man skal have, og hvordan budgettet for næste år skal se ud, og det er ikke min spidskompetence," siger Thor Angelo til Børsen.
Ifølge Børsen har han dog stadigvæk en ejerandel i selskabet, der også har fået tilført 18 millioner kroner fra Preben Damgaard. |