Sølvpapir i bruseren + Messi nægter at bøje sig Godmorgen fra Doha, Ja, så sidder vi her igen. Efterhånden en elendig vane. Det vigtigste er dog, set med rød-hvid kikkert, at Danmark stadig har gode muligheder for at avancere fra gruppen ved VM i Qatar. Og tak til Australien for det. Gutterne fra ’down under’ gjorde det, Danmark ikke formåede mod Tunesien. Det danske landshold sled med sagerne lørdag aften, hvor en af fodboldens fineste, Kylian Mbappé, med to mål gjorde mælken sur for danskerne. Sad du ude i bruseren og tyggede sølvpapir efter kampen, så skal du nok ikke gense højdepunkterne her. Missede du dem, så er det adgang på eget ansvar. Kasper Hjulmand var selvsagt ikke den blomstrende type, da han mødte pressen efter den sene scoring. Et decideret pismål, kaldte han den afgørende scoring, inden han lagde en femmer i bandekassen og slog korsets tegn. Sådan cirka. De danske spillere optrådte heller ikke som Flying Superkids, da de fik ordet. Det kan du læse mere om her. Men, som tidligere nævnt, så er det stadig muligt for Danmark at sparke sig videre fra VM’s gruppe D. Jeg er ikke matematisk student, dumpede det faktisk på C-niveau på Handelsskolen, men regnestykket er til at forstå. Regn selv efter her. Det er dog ikke kun den danske lejr, som skal have kuglerammen frem. Lionel Messi og Argentina kan også godt begynde at pudse tretabellen af. Det krævede en sejr, hvis Messis drøm om at løfte Jules Rimet-trofæet skulle have ben at gå på. Det fik han - naturligvis med ham selv i hovedrollen. Højdepunkterne kan du se her. Argentina kan nu se frem til en gruppefinale mod Polen, der slog Saudi-Arabien 2-0. Derfor må man formode, at Lewandowski og Messi spiller for at undgå Danmark. Kan godt blive en skandaløs kamp. I dag følger vi op på Simon Kjær og Andreas Skov Olsens skader, det generelle humør, om Kasper Schmeichel ikke skulle have været ude på den sidste scoring, og om Australien ikke bare er et hold, som Danmark skal slå. Klart. God dag! /Michael Sten
Krauls analyse 🎯 Lige ved og Mbappé. Det var fornemmelsen lørdag aften her i Doha, hvor det danske hold var behørigt skuffede over at have været tæt på i hvert fald et point mod verdensmestrene – for så alligevel at se TGV-toget Kylian Mbappé køre fra perron med sejren og en kurs udstukket direkte mod en slutrunde, der tegner aldeles fremragende for ham og Frankrig. Alligevel var der en vis lethed i den ellers lumre aftenvarme i Qatar. Australiens sejr over Tunesien har nemlig stadigvæk spillet trumferne over hos Hjulmand og de rød-hvide. Dermed kan det danske hold stadig se en ret farbar vej mod ottendedelsfinalen. En sejr over Australien er i sig selv nok, hvis bare ikke tuneserne slår Frankrig, og selv om Didier Deschamps vælger at spare en lang række profiler, så vil de franske reserver fortsat være velvoksne favoritter mod tuneserne. Og samtidig kan Danmark jo selv ’bare’ slå Australien tilpas stort. Eneste spørgsmål er selvfølgelig bare, hvor de mål skal komme fra? Foreløbig har de rød-hvide kun lavet en enkelt kasse på fire halvlege, og det var på hovedstød af en forsvarsspiller efter hjørnespark. Jeg synes dog, der var klar forbedring at spore i offensiven, og mod Australien vil der komme mange situationer i og omkring straffesparksfeltet, som burde give Eriksen, Dolberg eller måske Lindstrøm mulighed for at få hul på bylden. Og vi er vel enige om, at vi på forhånd havde været tilfredse med et scenarie, hvor vi inden sidste puljekamp kan spille os videre med en sejr over verdensranglistens nummer 38?
Dagens sendeplan 📺 Kl. 11: Japan - Costa Rica på DR1 og DRTV - og i live-tekst her . Kl. 14: Belgien - Marokko på TV 2 - og i live-tekst her . Kl. 17: Kroatien - Canada på DR1 og DRTV - og i live-tekst her . Kl. 20: Spanien - Tyskland på DR1 og DRTV - og i live-tekst her . Er du på farten, kan alle kampe følges i vores app DR LYD og de sidste tre kampe i VM på P4.
Dagens VM-mål ⚽️ Unge Enzo Fernandez stod for lørdagens bedste scoring. I anden halvleg cementerede han den argentinske kickstart ved VM med et par fikse fodfinter og et fremragende mål. Du kan se scoringen i Målshow på DRTV , hvor du samtidig kan finde de absolut bedste højdepunkter fra samtlige kampe ved slutrunden. Vil du blot se Enzo Fernandez' scoring, kan du spole 4 minutter og 30 sekunder ind i udsendelsen.
Dagens tip 👀 Hvis du, apropos, er helt tosset med mål, så er det en knaldgod idé at downloade appen DR Nyheder på din smartphone. Her kan du få samtlige scoringer serveret på slutfløjtet. Når du har hentet appen, kan du vælge sports-notifikationer til, så du er sikker på, at du ikke går glip af en eneste scoring ved slutrunden. Ud over mål får du også hurtig adgang til de stærkeste VM-historier og alt det seneste nye fra den danske lejr. God fornøjelse! |