I denne uge rejser vi til Mellemøstens grønne køkken, hvor du blandt meget andet lærer at lave falafler hos verdensmestrene i Det Arabiske Madhus på Nørrebro. Foto: Marie Bentzon |
Kære Læser Da vi for nogle måneder siden holdt redaktionsmøde omkring apriludgaven af Politiken MAD, havde vi alle en enorm lyst til at rejse til Mellemøsten. En lyst til at dykke ned i hummus, baba ganoush, tabouleh, sprøde falafler, lune fladbrød, saltede citroner og bløde auberginer. Til at suge og smage det hele op på vores tallerken. Før vi sendte magasinet til tryk først i marts, skrev jeg i min leder,at det ikke er nødvendigt at rejse ud for at smage en ny verden. Det er blevet skræmmende aktuelt i mellemtiden. For vi kan ikke rejse nogen steder lige nu, og derfor må vi tage på rejse hjemme i vores egne køkkener. Ugens madplan centrer sig derfor om Mellemøsten. Det er en region, der har så utrolig meget at byde på madmæssigt, men som er ukendt for mange af os. Så værsgo at smage. Lige som i sidste uge har vi lavet en ekstra service til dig, som er en samlet indkøbsliste til alle ugens opskrifter. Vi begynder med linsesuppe. Måske lyder det ikke så festligt, men når det er kokken Umut Sakarya, der står bag, er der knald på smagen. Umut er mest kendt for at servere flæsk og sovs, men her har han fundet opskrifter frem fra sit barndomskøkken og givet det et tvist. Han står også bag opskriften på squashdeller, der kan indgå i et måltid med flere små retter. For eksempel den her bønnesalat. Ingen tur til Mellemøsten uden den klassiske kebab. Det klarer Umut også. Her med kalvelever og skalotteløg. Torsdag er der auberginer i fad fra kokken Sami Tamimi, der brød igennem med bogen Jerusalem sammen med den britiske stjernekok Yotam Ottolenghi. Nu er han aktuel med bogen Falastin – en hyldest til hans hjemland Palæstina, hvor der er smæk på smagen i de mange lækre grøntsagsretter. I mit køkken har jeg skruet op for diverse madprojekter. Det er langt lettere at sætte kikærter i blød, passe en surdej og lave en simreret, når jeg er hjemme hele tiden. En af de ting, jeg glæder mig til at lave, er hjemmelavede falafler. Vi har fået opskriften fra Det Arabiske Madhus - Ahaaa, der kan kalde sig intet mindre end verdensmestre i falafler. Og de virker også i dit hjemmekøkken. Spis dem med fladbrød eller pitabrød, marinerede rødløg og sprødt grønt. Lørdag er pizza på menuen. Hvis solen stadig lokker dig udenfor, og du har adgang til en grill, er det en oplagt måde at skyde grillsæsonen i gang på. Vi slutter ugen af med søde tahinsnegle, der også kommer fra Sami Tamimis bog Falastin, og som både er nemme og lækre og luner i en tid, hvor verden er meget mere uforudsigelig, og karantænen slider på de fleste. Med ønske om en uge, der smager af fjerne lande, mens vi venter på, at vi selv kan komme ud igen og mærke verdenen. | Med venlig hilsen Mette Mølbak Chefredaktør på Politiken MAD |
|
|
|
|