 | | Marcus Rubin | | Kronikredaktør | | |
|
|
| | Ti år er lang tid. Rigtig lang tid faktisk. For ti år siden startede min datter i grundskolen – i denne uge afsluttede hun den med eksamen i dansk. Og det er ikke kun for mig og min datter, at denne sommer markerer et skelsættende årti. | |
| | Det gælder hele verden og endda især Danmark. Det er nemlig just nu ti år siden, at Donald Trump kørte ned ad rulletrappen i Trump Tower i New York og annoncerede sit kandidatur til at være USA’s præsident. Dengang lo de fleste, hvad forestillede han sig egentligt? En falleret byggematador og senere realitystjerne med sjovt hår og underlige holdninger som verdens mægtigste mand? | |
| | Men Trump var den, der lo sidst og bedst, og som New York Times glimrende beskriver i denne artikel, har han domineret amerikansk og hele verdens dagsorden stort set lige siden. Joe Biden drømte om at gøre Trump til en sær parentes, men det blev Biden, der var parentesen. | |
| | Vi lever alle i Trumps verden nu, og for tiden venter alle på, om han går aktivt ind i Israels krig mod Iran. En krig, der allerede nu tegner til at forandre Mellemøsten på linje med krige som Seksdageskrigen i 1967 og Israels uafhængighedskrig. Det er de helt store tektoniske plader, der er i bevægelse, men at terrorangrebet 7. oktober 2023 satte gang i en kædereaktion, der endte her, var umuligt at forudsige. | |
| | Personligt mener jeg, at Netanyahu faktisk har en pointe, når det gælder truslen fra Iran. Det skriver jeg om i en leder her, men samtidig er det utroligt vigtigt ikke bare at bakke kritikløst op om Israels krigsførelse i Iran og måske endnu vigtigere, at krigen ikke får os til at glemme de ufattelige lidelser i Gaza. Her på Politiken gjorde vi for nogle dage siden vores til at sætte fokus ved at bringe nogle uafrystelige og meget voldsomme billeder med fokus på de børn, som bliver dræbt. Det er ubærligt. | |
| | Juni markerer også tiåret for Mette Frederiksen som formand for Socialdemokratiet. | |
| | Det virkede allerede dengang stort set uomgængeligt, at hun overtog butikken efter Helle Thorning-Schmidts nederlag ved valget i 2015. Allerede et par år tidligere stod det, som min kollega Kristian Klarskov skriver her, klart, at der kun var én formandskandidat, og siden er hun kun blevet mere dominerende i dansk politik. Så meget sidder hun på magten, at det reelt slet ikke er nogen andre statsministerkandidater. | |
| | Magten er Mettes på ubestemt tid. | |
| | Herinde taler vi for tiden også meget om befolkningsudskiftning og indvandring. | |
| | Jeg synes, det er super, at avisen sætter fokus på det, men synes samtidig, at det er ualmindeligt vigtigt at holde lidt is i maven. Som jeg skriver i denne leder, er 70 år ufattelig lang tid. | |
| | Går man 70 år tilbage i tiden, var Danmark så ensartet, at historikeren Søren Mørch i en af sine bøger beskrev, hvordan man sendte en sort mand rundt i landets skoler, så eleverne kunne se ham. | |
| | Ingen kunne dengang have forudset migrationsbølgerne og udviklingen i fertiliteten. Det er også reelt umuligt nu. Så lad os endelig få en debat om den alt for lave danske fertilitet og indvandringens omfang. Men uden frygt, demagogi og med en bevidsthed om, at den succesrige danske økonomi ville brase helt sammen uden udenlandsk arbejdskraft. | |
| | Og så går det faktisk nok selv også, hvis vi ikke alle sammen er helt blåøjede og blonde i fremtiden. Tidligere på ugen var jeg til sommerafslutning i min yngste datters klasse, og selv om 9 ud af 21 elever har en eller flere udenlandske forældre – fra Norge til Kina – virkede det godt nok meget dansk og idyllisk, som ungerne løb rundt og spillede rundbold i Frederiksberg Have. For danskheden er - som jeg skriver i denne klumme (ja, emnet har optaget mig en del) faktisk ikke noget, der sidder i blodet eller vores dna. Det er en kultur, en levevis. | |
| | En levevis, der i øvrigt gør flere og flere af os lidt runde om maven. Mere end halvdelen af alle danskere har nu et BMI over 25, men som Ida Kristine Bach Laursen skriver i denne kronik, har det ikke gjort os synderligt mere tolerante, selv dem af os, der selv tilhører de lidt buttede. | |
| | »Hele Danmark har taget på, men alligevel har vi ikke forstået at tale pænere og lytte mere forstående til hinanden. For alle de skødesløse kommentarer på sociale medier kan vel umuligt udelukkende komme fra de knap 47 procent med et bmi under 25? Mon ikke fingrene, der peger, også har et par kilo at tabe så? Eller tager jeg fejl? Passer vielsesringen stadig som for 20 år siden?«, skriver hun blandt andet. | |
| | Ugens bedste – og mest tankevækkende – rubrik går efter min mening til et andet debatindlæg om vægt og krop: »Vi har i ledelsesgruppen snakket lidt om din størrelse«, sagde min chef til mig. »Så famlede jeg efter ordene«, som ledelseskonsulent Kathrine Abel skriver. | |
| | Det er ikke let, og det kan også Simon Hjortdal skrive under på. I sin tankevækkende kronik skriver han om problemerne med at springe ud som homoseksuel på grund af vægt og den langvarige kamp med at acceptere sig selv. »Jeg må også være ærlig: Det er nemmere for mig at praktisere selvaccept, når jeg ikke samtidig kæmper med de fysiske ubehag og den sociale usynlighed, der nogle gange følger med at være tyk«. | |
| | Men man skal jo lære at holde af sig selv, og nu hvor strandsæsonen er ovre, minder jeg lige om min tidligere højtelskede og dagligt savnede kontormakker (også selv om min nuværende makker, Michael Jarler, er herlig) Ditte Gieses kloge vejledning til at blive bikiniklar. »Du har en krop. Du har en bikini. Ta’ dit almindelige tøj af og din bikini på. Så er du bikiniklar.« Sværere er det jo faktisk ikke. | |
| | Og vi startede med tiåret, nu skrumper horisonten til bare sommerferien. Thi dette er, som varslet tidligere, det sidste nyhedsbrev inden august. Jeg håber inderligt, at I får en mageløs sommer, og at de mange dystre begivenheder ude i verden ikke forpurrer den. | |
| | Send gerne tanker, hilsner og idéer til nyhedsbrevet – og mig og Politiken – til mig på marcus.rubin@pol.dk, så samler vi op på det hele der. Hvordan verden ser ud til den tid, vides ikke, men at der bliver noget at tale om og debattere, er jeg slet ikke i tvivl om. | |
| | Nyd det! Og husk, med eller uden bikini fortryder man (næsten) aldrig en liflig frisk badetur, et glas kølig hvid bourgogne eller et vovet – men dog samtykkebaseret – sommerkys. | |
|
