Godmorgen. Det er fredag, det er forår, weekenden står for døren, og her får du ugens sidste politiske morgenpost. Det er dagen derpå, at Klimarådet – regeringens uafhængige organ, der rådgiver den i klimaspørgsmål – præsenterede sin årlige statusrapport for de danske klimamål, og derfor er aviserne da også fyldt med historier om rapporten. I korte træk konkluderer Klimarådet, at Danmark med hiv og sving når sine mål for CO2-reduktioner i 2025, men at regeringen endnu ikke er lykkedes med at overbevise Klimarådets medlemmer om, at vejen til 70 procents reduktion i 2030 er brolagt. I dagens Berlingske sætter rådets formand, Peter Møllgaard, lidt flere ord på de bekymringer, rådet har frem mod 2030. Han understreger blandt andet, at det er altafgørende, at den klimaafgift på landbruget, som i disse dage er emne for stor debat, bliver en realitet hurtigst muligt. Og det er derfor ikke ideelt, at en sådan afgift nu bliver overladt til en grøn trepart, som først skal have besluttet sig for en af Svarer-udvalgets tre modeller til sommer. Du får et kort og kondenseret overblik over Klimarådets konklusioner og anbefalinger til regeringen lige her. Dagens storudleder Vi bliver ved Klimarådets rapport en stund endnu. Finans er nemlig dykket ned i rapporten og bidt mærke i, at Klimarådet advarer mod, at den afgift, der for under to år siden blev pålagt industrien, nu risikerer ikke at have en tilstrækkelig effekt frem mod 2030. Det skyldes primært, at blandt andet cementfabrikken Aalborg Portland fik stor rabat, sådan at fabrikken, som er en af Danmarks største udledere af CO2 kunne slippe med en afgift på 125 kroner pr. ton udledt CO2. Andre virksomheder betaler enten 375 kroner eller 750 kroner pr. ton udledt CO2. Derfor foreslår Klimarådet, at regeringen hurtigst muligt genbesøger aftalen for en afgift på industrien, hvis den skal have forhåbninger om at nå de bindende reduktionsmål inden 2030. Aalborg Portland selv er ikke just begejstret for en eventuel hævning af deres afgift. De er bange for, at de ikke vil være i stand til at konkurrere på lige vilkår, hvis de skal betale mere. Klimaminister Lars Aagaard (M) er ikke afvisende for, at man tager et kig på Portlands afgifter, men det kan først blive tidligst i 2026, hvor man i forvejen har planlagt at genbesøge aftalen. Dagens banken-på-plads Fra afgifter til boykot. Vi skynder os videre til en speget sag om den danske skoproducent ECCO, som trods Ruslands invasion af Ukraine stadig tjener gode penge på det russiske marked. Det fik forleden Venstres Jan E. Jørgensen til at opfordre til et boykot af den sønderjyske skoproducent. I et opslag på LinkedIn skrev Jørgensen, at »ECCO tjener penge i Rusland, betaler skat til Ruslands krigsmaskine og er med til at vise russerne, at det ikke er alle vestlige virksomheder, der har vendt dem ryggen«. I et interview med Berlingske uddybede han: »Jeg er med på, at ECCO vil lide et økonomisk tab, hvis de trak sig. Det har jeg fuld forståelse for. Jeg er også med på, at det er nemmere for mig, som ikke har noget økonomisk i klemme, at komme med opfordringen. Men det ændrer ikke ved, at det er et spørgsmål om, om ECCO vælger indtjening og overskud, eller om de vælger at gøre det rigtige,« lød det fra Venstre-manden. Men nu bliver han godt og grundigt banket på plads af sin formand, Troels Lund Poulsen. »Det er nogen udtalelser, der står for Jan E.’s regning. Det er jeg meget uenig med ham i, og derfor er det heller ikke Venstres politik. Jeg er lodret imod de udtalelser,« siger Lund Poulsen til DR. Dagens liberale statsindgreb Som allerede nævnt i nærværende morgenpost, fylder diskussionen om en afgift på landbruget en del i dansk politik i disse dage. Regeringens nedsatte grønne trepart skal blive enige om en model, som alle parter kan leve med, og meget tyder på, at det bliver svært, så længe landbruget sidder med ved forhandlingsbordet. Men det kan ikke nytte noget, mener Liberal Alliance. Partiet som ellers plejer at være det frie markeds varmeste fortaler, går nu fuldtonet ind for en statslig afgift på landbruget. Det skriver Jyllands-Posten. Partiets fødevareordfører Carsten Bach gør det klart overfor avisen, at hensynet til Danmarks klimaforpligtelser vejer tungere end hensynet til de liberale grundprincipper. »Hvis der er noget, vi ønsker os lidt mindre af, så er en afgift en rigtig god idé. Hvorimod hvis der er noget, vi gerne vil have mere af, så skal vi lette skatter og afgifter,« siger ordføreren. Mens regeringen har holdt Svarer-udvalgets tre modeller ud i strakt arm, har Altinget regnet sig frem til, at det kun er den for landbruget dyreste model, der lever op til regeringens egen målsætning om, at en afgift på landbruget skal sikre, at Danmark kommer i mål med sit 2025-mål om at nå 50 procents reduktion. Og netop derfor er LA også villig til at sætte arbejdspladser på spil, når det skal besluttes, hvilken af de tre modeller, der skal implementeres. Dagens konservative ballade Vi skal også lige nå at runde Det Konservative Folkeparti, hvor en stor del af baglandet vil have formand Søren Pape Poulsen vippet af pinden. Det skriver Politiken. Avisen har foretaget en rundspørge blandt partiets byrødder og vælgerforeningsformænd. 153 er vendt tilbage på henvendelsen, og heraf er det kun knap halvdelen, der mener, at Pape kan skabe fremgang for det kriseramte parti. Partiets politiske ordfører, Mette Abildgaard, bakker op om sin formand, men siger samtidig, at det ikke går ubemærket hen, at det rumsterer i baglandet. »Selvfølgelig er man ikke blind for, at der er en utålmodighed i vores bagland.« Samtidig peger flere af respondenterne på en mulig afløser til Papes formandssæde. I svarene går særligt partiets nyudnævnte gruppeformand, Mona Juul, igen. Politiken tegner i den forbindelse et portræt af den ukronede reklamedronning fra Aarhus, som blandt andet betegnes som trefjerdedele radikal. Den tidligere konservative rådmand i Aarhus Kommune Marc Perera Christensen bruger Juuls kontorindretning til at rammesætte gruppeformandens lidt atypiske konservative politiske ståsted. »Det er ikke på hendes kontor, at der hænger et billede af kongen. Der hænger noget andet. Der hænger en nøgen, masturberende kvinde,« siger han til Politiken. Dagens korte historier Inden vi slipper De Konservative helt, skal vi lige et smut forbi nærværende avis , som i dag har interviewet netop Søren Pape Poulsen, som nu vil have flere værnepligtige i længere tid. Herunder også kvinder. I stedet for de fire måneder, som værnepligten vare i dag, vil Pape have den forlænget til et sted mellem 10 og 12 måneder, og så skal det tages seriøst, at det hedder værnepligt og ikke værneret – også når det gælder kvinder, som ellers ikke er forpligtet til at tjene i dag. 7,4 procent. Så skidt står det ifølge en meningsmåling fra Megafon lavet for Politiken og TV 2 til i Venstre. Ifølge den tidligere mangeårige finansminister for Venstre Thor Pedersen, så ligger partiet som det selv har redt. De har nemlig blandet rød grød med fiskesuppe, da de valgte at gå i regering med Socialdemokratiet og Moderaterne. Og som Thor Pedersen rigtigt nok konstaterer i Politiken: »Hvis du blander det sammen, får du en fuldstændig uspiselig ret.« Da Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne i sommer åbnede for ideen om at hente udenlandsk arbejdskraft fra afrikanske lande, var der ikke just stor appetit på det i de øvrige to regeringspartier. SVM-regeringen har givet hånd på at hente mere udenlandsk arbejdskraft, men primært fra Indien og Filippinerne, hvor Løkke som udenrigsminister for nylig var på rundtur. Men ideen om afrikansk arbejdskraft lever stadig i bedste velgående hos Løkke selv. Det skriver Børsen. Dagens program 8.30: Åbent samråd om diskrimination og racisme mod grønlændere i Danmark Folketingets Grønlandsudvalg har i dag kaldt udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) i samråd. Ministeren skal blandt andet redegøre for, hvorfor der ikke er udarbejdet en handlingsplan mod racisme, selvom det er to år siden, at beslutningen blev truffet, og at rapporter fra Institut for Menneskerettigheder viser, at grønlændere og andre minoriteter oplever diskrimination og racisme i Danmark. 9.30: Pressebriefing med EU-Generaldirektør på energiområdet Europa-Kommissionen i Danmark inviterer til pressebriefing med Ditte Juul Jørgensen, Europa-Kommissionens generaldirektør for energiområdet. EU-Kommissionen har netop anbefalet et delmål for 2040 om at reducere EUs drivhusgasudledninger med 90 procent i forhold til 1990. På briefingen vil Juul Jørgensen fremlægge de store træk i Kommissionens arbejde i denne mandatperiode og derefter svare på spørgsmål. 10.00: Møde i salen I dag er der møde i Folketingssalen. På dagsordenen er fremsættelser. 13.00: Åbent samråd om i regeringens økonomiske politik Finansudvalget har finansminister Nicolai Wammen (S) i samråd. Udvalget har bedt ministeren svare på, om der vil blive taget initiativ til at offentliggøre en oversigt, der forklarer sammenhængene mellem udgifter og indtægter år for år fra de enkelte initiativer i regeringens 2030-plan »DK2030 – Danmark rustet til fremtiden«, november 2023. Spørgsmålet er blevet bragt op på baggrund af, at en række repræsentanter fra det danske finans- og erhvervsliv har efterspurgt mere åbenhed om finanspolitiske planer. Det var alt for i dag. God weekend. Med venlig hilsen Mads Hørkilde, journalist, madk@berlingske.dk |