Facebook icon Forward icon

Tilbud på æg

Vores 320 høns har et virkelig godt hønseliv. Hønsegården er på hele 3000 kvadratmeter. Der er masser af træer, der giver læ og skygge, og jord som de kan skrabe i. Samt græs og andet grønt de kan spise.

Vores drivhus er færdig med at blive brugt for i år. Her nyder de også at gå ind og hakke i grøntrester og skrabe i jorden.

Det næste stykke tid pakker jeg både i 15 stk og i 30 stk. Her giver jeg noget rabat.

Prisen bliver:

  • 15 stk kr. 50,- 
  • 30 stk kr. 85,- Tilbud

Vegetarisk gryderet med efterårsgrønt – 4 personer

I går kom vi hjem fra en miniferie på Hven. Her boede vi på et dejligt hotel ”House Of Ven”. Maden var virkelig god, velsmagende og hjemmelavet. Vi fik spist lidt for meget og trængte bare til vegetarisk aftensmad med mange grøntsager. Her kommer opskriften på den gryderet som Karen fik kreeret:

  • 2 hvidløgsfed, finthakket
  • 1 stort løg, 150 g, finthakket
  • 200 g porrer, i tynde ringe
  • 200 g gulerødder, i små tern
  • 200 g hvidkål, fintsnittet
  • 1-1½ spsk rød karrypasta
  • 1 dåse tomatpuré, 140 g
  • 2 dåser hakket flåede tomater
  • 4 dl grøntsagsbouillon
  • Timian, basilikum og oregano, frisk eller tørret
  • Salt og peber
  • 2-3 spsk olivenolie til stegning
  • 1 dåse kikærter, 240 g

Rengør og snit løg og grøntsager. Rist løg og hvidløg kort i olivenolie og karrypasta og tilsæt resten af grøntsagerne. Svits det hele i 3-5 minutter. Tilsæt herefter tomatpuré, flåede tomater, bouillon og krydderurter. Lad det koge ved svag varme i 15 minutter. Dræn kikærterne for væske og lad dem koge med i yderligere 5 minutter. Smag retten til med salt og peber.

Server gryderetten som den er eller med pasta eller ris. Du kan også snitte spidskål fint og bruge det som ”pasta”. Revet parmesan er også lækkert på toppen.