Trump har efter statsminister Mette Frederiksens (S) udmelding om, at Grønland ikke er til salg, aflyst statsbesøget i Danmark. Godmorgen Og velkommen til en dag, der igen kommer til at stå i Trumps tegn. USA’s præsident har valgt at udskyde sit besøg i Danmark, der ellers var planlagt til 2. og 3. september. Årsagen til aflysningen er statminister Mette Frederiksens (S) klare afvisning af at diskutere et muligt salg af USA, skriver Donald Trump på Twitter natten til onsdag dansk tid. Det Hvide Hus har senere bekræftet, at besøget er aflyst. »Danmark er et meget særligt land med en fantastisk befolkning, men på baggrund af statsminister Mette Frederiksens kommentarer om, at hun ikke har nogen interesse i at diskutere et køb af Grønland, vil jeg udsætte vores møde, der er planlagt til om to uger, til et andet tidspunkt«, skriver Donald Trump. Klager får ombudsmand til at gå ind i sag om Skats vejledende rolle Folketingets Ombudsmand har indledt en undersøgelse, der skal klargøre, om Skat har vildledt købere af nyopførte boliger og foretaget usaglige ejendomsvurdering med det udfald, at boligejernes ejendomsskat er blevet firedoblet. Det fremgår af et brev, som ombudsmanden har sendt til de boligejere, der har klaget over Skat. Der er specifikt tale om 29 familier, der i 2014 og 2015 købte rækkehuse i Nordhavn i København. Boligejerne fik forud for købet at vide, at de kun skulle betale 20.000 kroner i grundskyld, men endte, efter husene var blevet opført, med en regning på 80.000 kroner. Det samme er sket i 11 rækkehuse længere ude i Nordhavn. Derfor har ombudsmanden nu indledt en undersøgelse af, hvordan Vurderingsstyrelsen behandler sådanne sager. Regeringen vil håndplukke kvoteflygtninge Når Danmark allerede i år begynder at modtage kvoteflygtninge igen, vil regeringen håndplukke dem ud fra deres chancer for at blive integreret i samfundet, skriver Altinget. Ifølge udlændingeloven vil kvoteflygtningene blive vurderet ud fra en række kriterier, heriblandt alder, sproglige forudsætninger, netværk, uddannelsesforhold samt motivation. Men det undrer Enhedslisten, eftersom den lov tilbage i 2014 blev droppet af den daværende SR-regering, efter at den af FN var blevet kritiseret for at være diskriminerende og direkte underminerende for hele konceptet om at tage kvoteflygtninge. Året efter blev loven genindført af Inger Støjberg (V), men at S-regeringen nu vil fastholde integrationspotentialet som et kriterium for udvælgelse, forstår Enhedslisten ikke. »Det giver ikke mening«, siger partiets udlændingeordfører, Rosa Lund (Ø), til Altinget. Udenrigsministeren pudser it-vagthund på techgiganterne Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er så fortørnet over Politikens afsløring af, hvordan danske projektansatte i al hemmelighed har overhørt og transskriberet samtaler fra digitale assistenter som Apple Siri, at han vil sætte den danske techambassadør på sagen. Overfor Politiken kalder udenrigsministeren det for »fundamentalt uacceptabelt« at lytte med i folks privatsfære. »Hvis det virkelig forholder sig sådan, vidner det om en techindustri, der ikke er sig sit samfundsansvar voksen,« siger han og understreger, at det er nødvendigt at grave dybere i sagen. Migranter går i land efter 19 dage på skib Efter 19 dage på et spansk redningsskib er 83 migranter gået i land på den italienske ø Lampedusa, skriver Ritzau. Det sker efter en ordre fra anklagemyndigheden i Italien. Migranterne har tilbragt små tre uger på det spanske redningsskib ’Open Arms’, der er ejet af den spanske ngo af samme navn. Mange af dem efter at være blevet reddet under deres tur fra Libyen til Europa i små, usikre både. Tidligere har Open Arms på Twitter skrevet, at situationen var ude af kontrol. Oprindeligt var der 147 migranter ombord på skibet, men efterhånden er flere blevet evakueret, så de kunne få lægebehandling, mens også alle mindreårige har fået lov til at komme i land. USA godkender salg af 66 kampfly til Taiwan mod Kinas vilje På trods af kinesiske trusler om sanktioner mod USA for salg af våben til Taiwan, har USA alligevel godkendt salg af 66 F-16-fly. Det oplyser det amerikanske udenrigsministerium tirsdag nat dansk tid ifølge Ritzau. De 66 fly har en samlet værdi af 88 milliarder dollar, svarende til godt 53 milliarder kroner. Salget er meget imod Kinas vilje, og det er ikke længere siden end i juli, at det kinesiske udenrigsministerium oplyste, at den kinesiske regering og landets virksomheder ville bryde enhver handelsforbindelse til amerikanske virksomheder, der sælger våben til Taiwan. Det skyldes, at Kina betragter Taiwan som en kinesiske provins, selv om landet de facto er uafhængigt. Kina har flere gange lagt pres på Taiwan, blandt andet ved gentagne gange at sende militære fly og skibe ind på Taiwans territorie og ved at forsøge at isolere landet internationalt. Du lytter til Politiken: Til et glas vand hos Lars Larsen I 1979 åbnede Lars Larsen Danmarks første Jysk Sengetøjslager, og det blev begyndelsen på et helt imperium. I mandags døde han, 71 år gammel. Men hvordan forvandlede drengen, der voksede op i små kår, sig til en succesfuld forretningsmand og et af verdens rigeste mennesker? Klik her og hør Lars Dahlager, der tidligere har interviewet Lars Larsen, fortælle om manden bag forretsningsfænomenet Dyne-Larsen. Det sker i dag | Forhandlingerne om næste års økonomi i kommunerne og regionerne starter i dag, hvor finansminister Nicolai Wammen (S) har inviteret repræsentanter fra KL og Danske Regioner til sættemøder i Finansministeriet. |
|
| Boris Johnson, den britiske premierminister, rejser til Berlin i Tyskland for at mødes med forbundskansler Angela Merkel. Det er Brexit, som er på dagsordenen. |
|
| Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen skal møde i retten i London. Thorbjørn Olesen er tiltalt for at have begået seksuelt overgreb og vold ombord på et fly. |
| Årsdage | 108 år siden: Mona Lisa blev stjålet fra Louvre i Paris. |
|
| 105 år siden: Slaget ved Charleroi finder sted under Første Verdenskrig. Slaget er mellem tyske og franske styrker. |
|
| 60 år siden: Hawaii bliver den 50. stat i USA. |
|
| Med venlig hilsen Simone Scheuer-Hansen Journalist på Politiken |
|
|
|
|