Flere og flere turister har fundet ud af, at man kan have Kaukasus-bjergene i Georgien for sig selv, men sådan bliver det ikke ved. Foto: Sophie Lund Møller Kære læser Verden bliver mindre og mindre for flere og flere af os, og det medfører, at mange destinationer er overrendte både til gene for den besøgende og de lokale. Selv om turismen vokser i den tidligere Sovjet-republik Georgien, er der stadig masser af steder, hvor den rejsende – ikke mindst vandrefolket – kan nyde skønheden og roen for sig selv. Sophie Lund Møller er taget langt ud i Kaukasus-bjergene og er vandret fra Mukhuri til Khaishi over Egrisi-bjergene med krystalklare bjergsøer, smukke vandfald og barske bjerge. Den 80 kilometer lange rute kan klares på 3-5 dage. På vandreruten støder man ikke ind i andre turister hver femte minut. Det gør man til gengæld i Venedig, hvis man besøger de kendte attraktioner som Rialto-broen og Markus-pladsen, men Venedig har faktisk kvarterer, hvor man ikke drukner i et hav af andre turister, skriver Eva Ravnbøl. Den gamle jødiske ghetto Campo di Ghetto er et af Venedigs åndehuller, og hvis man gerne vil møde venetianerne uden for mange turister, foreslår Eva Ravnbøl, at man tager en aperitivo ved Ponte dei Pugni-broen. Uanset om du tager til et sted, hvor der er mange eller få turister, er der store chancer for, at du møder en som dig selv. Politikens læsere både på papir og net er nemlig dem, der rejser allermest. Unge, midaldrende og veluddannede rejser mest, både når det gælder oversøiske og nære rejsemål, og så er mange af dem altså Politiken-læsere. Husk, at du som 4.760 andre kan følge os på Instagram, hvor der er masser af og glimrende rejseinspiration, og hvor du også kan lægge dine egne rejsebilleder op. God læse- og rejselyst! | Med venlig hilsen Poul Husted Rejsejournalist |
|
|
|
|