Den sidste uge har Karen tilberedt denne wokret to gange. Den smager godt, er hurtig at tilberede og kan varieres med andre grøntsager. Jeg har spist den med glæde og vasket op...
Her kommer opskriften til 4 personer:
- 1 løg, hakket
- 1 hvidløg, hakket
- 700 g grønt fx spidskål, gulerødder og squash
- 250 g svampe fx champignon
- 1 spsk rød karrypasta
- 1 spsk fintrevet ingefær
- 1 dåse kokosmælk
- 1 dåse kikærter, skyllede
- Sojasauce ca. 1 spsk
- Citronsaft fra 1 citron
- Persille eller koriander til pynt
- Olivenolie til stegning
Tilbehør: Brune ris
Start med at sæt risene over at koge og find alle ingredienserne frem. Snit spidskålen og skær gulerødder og squash i mundrette stykker. Rens svampene og skær dem i skiver. Varm olien i en wok og tilsæt karrypasta. Steg løg, hvidløg og ingefær sammen med svampe og grønt i 3-5 minutter ved god varme. Tilsæt kokosmælk og kikærter. Skyld dåsen med kokosmælk i 1 dl vand og tilsæt væsken til retten.
Smag til med sojasauce og citronsaft. Servér med ris og persille/koriander på toppen.