Donald Trump kalder statsminister Mette Frederiksens (S) afvisning af et amerikansk køb af Grønland for »modbydeligt«. Godmorgen Samme dag som USA’s præsident, Donald Trump, aflyste sit besøg i Danmark og kaldte statsminister Mette Frederiksens (S) afvisning af et amerikansk køb af Grønland for »modbydeligt«, har den danske udenrigsminister talt i telefon med sin amerikanske kollega, Mike Pompeo. Det kom frem onsdag aften, da statsministeren gæstede TV Avisen på DR1. Efterfølgende, sent onsdag aften dansk tid, har den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, i en udtalelse rost forholdet mellem Danmark og USA. »Udenrigsministeren har udtrykt sin påskønnelse af Danmarks samarbejde som en af USA’s allierede og Danmarks bidrag til fælles sikkerhedsprioriteter. Udenrigsminister Pompeo og udenrigsminister Kofod diskuterede også en styrkelse af samarbejdet med det danske rige - herunder Grønland - i Arktis«, sagde talsperson for det amerikanske udenrigsministerium Morgan Ortagus. FN nedtoner sundhedsfare ved indtagelse af mikroplast Du skal ikke være bange for at mikroplast via drikkevand eller mad finder vej til din mave. Det er konklusionen i en ny rapport fra Verdenssundhedsorganisationen WHO, som torsdag offentliggøres i Geneve. Ifølge rapporten, der samler en masse små videnskabelige studier, forlader det meste af den mikroplast, som vi optager via kosten, kroppen igen efter at have passeret fordøjelsessystemet. På baggrund af rapporten og den lave sikkerhedsrisiko med mikroplast opfordrer WHO derfor lande til at fokusere mere på at investere i vandbehandlingssystemet, der forebygger sygdomme, end at lade sig skræmme af mikroplasten. Brasiliens præsident beskylder ngo’er for at sætte ild til Amazonas Den højreorienterede brasilianske præsident, Jair Bolsonaro, beskylder nu ikkestatslige organisationer for at stå bag de rekordmange brande, der i 2019 har hærget landets regnskov, Amazonas. Ifølge Ritzau siger Jair Bolsonaro onsdag på en liveoptagelse på Facebook, at ngo’erne står bag de mange påsatte brande, fordi de er utilfredse med, at regeringen har valgt at skære i den statslige støtte til dem. Adspurgt om beviser, svarer præsidenten, at »det ikke er sådan, det fungerer«. Flere klimaeksperter kalder hans udtalelser for »et røgslør«, der skal fjerne fokus fra, at hans regering, siden han kom til magten i januar, har afviklet meget af beskyttelsen af Amazonas. Siden januar er der registreret op mod 73.000 skovbrande i området, mens der til sammenligning var 40.000 skovbrande i hele 2018. Skolernes brug af nationale test stiger Folkeskolerne har de seneste fire år øget antallet af de frivillige nationale test med 33 procent. Det viser nye tal fra Børn- og Undervisningsministeriet ifølge Altinget. Tal, der vækker bekymring hos regerings støttepartier, der under regeringsforhandlingerne blev enige med S-regeringen om en afskaffelse af de nationale test i de små klasser. De nationale test har flere gange været under beskyldning for at lægge unødigt pres på eleverne. Desuden har flere eksperter vurderet, at de ikke virker, som de skal, og derved ikke bliver det nyttige redskab for læreren, som ellers var tanken. Rekord mange udlændinge har job i Danmark Danske virksomheder ansætter flere udlændinge, viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ifølge Børsen. I første halvår af 2019 var 222.500 personer af udenlandsk statsborgerskab ansat i danske fuldtidsstillinger. Det er det højeste niveau siden 2011, og 12.800 flere personer end i 2018. Det er dog ikke ubetinget en god nyhed, mener beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). Han hilser den udenlandske arbejdskraft velkommen, men: »Det er sindssygt vigtigt, at vi ikke glemmer de mange ledige, der stadig er i Danmark, og at vi bruger den kæmpe mulighed, der er lige nu, hvor der stadig er stor efterspørgsel efter arbejdskraft, til at opkvalificere de ledige og give dem mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet«, siger han til Børsen. Klimavenlig guvernør dropper præsidentkandidatur Den klimavenlige guvernør Jay Inslee har valgt at trække sig fra kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat, skriver Ritzau. 68-årige Inslee har siden 2013 været guvernør i den nordvestlige delstat Washington og er især gået til valgkamp på at bekæmpe de globale klimaforandringer. I et interview med tv-kanalen MSNBC fortæller han, at han har måtte sande, at han ikke har formået at skabe nok begejstring blandt de demokratiske vælgere. Guvernøren er gennem hele processen blevet beskrevet som en outsider-kandidat, og han har ikke opnået mere end én procents opbakning i nogen meningsmåling. Du lytter til Politiken: Har USA slået op med Danmark? Statsbesøg bliver sjældent aflyst, men det holdt ikke Trump tilbage, nu da han ikke må købe Grønland. Hvad betyder det for Danmarks forhold til USA? Har vi overhovedet et alternativ til at komme Trump i møde? Klik her og hør Michael Jarlner, Politikens internationale redaktør, fortælle om den fremtidig relation mellem Danmark og USA. Det sker i dag | Kulturmødet på Mors begynder i dag og varer frem til lørdag. |
|
| Retten i Glostrup ventes denne dag at afsige dom i en sag, der udløber af den store Atea-sag. |
|
| Tønder Festival begynder i dag i Sønderjylland, og igen i år har festivalen fokus på folkemusikken fra både Danmark og udlandet. |
| Årsdage | 171 år siden: USA annekterer New Mexico |
|
| 155 år siden: Den første Genevekonvention underskrives. Konventionen skal blandt andet beskytte krigsfanger. |
|
| 15 år siden: To Edvard Munch-malerier, Skriget og Madonna, bliver stjålet under et væbnet røveri mod Munch-museet i Oslo. |
|
| Med venlig hilsen Simone Scheuer-Hansen Journalist på Politiken |
|
|
|
|