| | Marianne Larsen tegnet af Mette Dreyer. | |
 | | Jes Stein Pedersen | | Litteraturredaktør på Politiken | | |
|
|
| | I næste uge uddeles Nobelprisen i litteratur og som vanligt er der ingen andre end litteraterne i Stockholm, der ved, hvem æren og de mange penge tilfalder i år. På litteraturredaktionen har Peter Wivel et bud og det er ungarske Peter Nádas. Om ’Gyserhistorier’, Nádas seneste udgivelse skriver han: | |
| | »Den stadigt mere overbevisende nobelpriskandidat, ungarske Péter Nádas, giver os i sin seneste og nok sidste moppedreng af en roman med rod i Ungarns fortvivlede historie et kik ind i et samfund uden samvær, uden samvittighed, uden sigte«. | |
| | Allerede på bogens første side fremgår det at romanens tema er et undertrykt land uden stemmer, uden samtale, uden forestillingskraft og Nádas har af sikkerhedsgrunde givet arkivet på Berlins Kunstakademi det dokumentariske materiale bag bogen, ikke en ungarsk institution. »Nádas udmaler egnens indestængte liderlighed, den utrættelige brug af køns- og fordøjelsesorganer, af uønskede graviditeter og vederlagsfri prostitution. Menstruationsblodet flyder«, skriver Wivel. Her er hele anmeldelsen. | |
| | Mikkel Krause Frantzen er en stor fan af Marianne Larsens poesi. Hendes nye digtsamling hedder med lille ’p’ i titlen ’på en skala fra havblik til forestillinger om lettelsens suk’, og den handler både om alderdom og ungdom. | |
| | »Det eneste, der ikke er der, er: den mellemliggende periode, også kendt som voksenlivet (...) Larsen iagttager lettere forundret iagttager det liv, voksne lever, og som synes at suse forbi hende« og sådan lyder det om at blive gammel: »Der er vrøvl med en tand og bakgearet/ i min bevidstheds alder./ Glinser med vilje i hele ansigtet./ Og får alle mine data implanteret i et/ af mine hovedhår./ – Jeg skal nok passe godt på det/ bedyrer jeg«. | |
| | Lilian Munk Rösing har været i Berlin og da fik i boghandlerne øje på Florian Illies’ nye bog om Caspar David Friedrich, som hun også selv ar skrevet en bog om. Illies’ bog hedder ’Stilhedens fortryllelse’. Rösing bemærker i sin anmeldelse af bogen denne lille sætning, som Illies lader stå i et afsnit for sig: | |
| | »De af hans samtidige, som var så heldige at se Caspar David Friedrich i øjnene, beskriver deres farve som: himmelblå«. | |
| | »Både som historiker og kunsthistoriker reducerer Illies ikke Friedrichs værker til genstande for historieforskning, men lader også deres æstetiske kraft lyse gennem sin tekst«, skriver Rösing om ’Stilhedens fortryllelse’, der er inddelt i fire dele: ’Ild’, ’Vand’, ’Jord’, ’Luft’. | |
| | »I ’Ild’ hører vi om bogafbrænding og museumsbrande. I ’Vand’ hører vi om, hvordan Friedrichs kunst af nazisten Kurt Karl Eberlein bliver udråbt til raceren nordisk ’kystkunst’. I ’Jord’ hører vi om Friedrichs hyldest til den skabte jord, der af nazisterne vrangtolkes som en hyldest til den særligt germanske jord. I ’Luft’ hører vi mest om skyerne, om Friedrichs æstetiske interesse for skyerne versus Goethes videnskabelige og om tyveriet i 1994 af maleriet ’Tågeskyer’, med en jugoslavisk mafiaboss som bagmand«. Her kan du læse anmeldelsen. | |
| | ’Intermezzo’, den irske stjerneforfatter Sally Rooneys fjerde roman blev anmeldt i Politiken af en begejstret Sigrid Kraglund Adamsson. Hun gav ’Intermezzo’ fem begejstrede hjerter og læste romanen med en fryd som hun kunne mærke »helt ud i fingerspidserne af sin eksistens«. I den seneste udgave af Bogolk taler jeg med Adamsson om Rooneys forfatterskab og hvad det er i hendes nye roman, der gør ’voksen-ondt’. Her er link til Bogfolk. | |
| | Katrine Diez’ nye ’I egen barm’ er den bog, alle danske medier har skrevet mest om i denne uge. Som et syrligt bolsje, det åbenbart er umuligt at sutte på, har Diez fået et enormt play for, hvad er det mon, man kan læse af intime detaljer om de kendte mænd, hun har været sammen med? Interview, anmeldelse, store billeder. Som Politikens anmelder skriver: »Er Kathrine Diez’ bog god? Nej, men læs den alligevel«. Diez giver den at dømme efter den massive omtale både som hævner, selvterapeut, leverandør af onde privaterier, mesterlig selviscenesætter, offer, grænseoverskridende mediemanipulator og en slags feminist. Vi lever i et lille land. Her er Politikens anmeldelse og her er avisens interview. | |
|
