Velkommen til ny direktør


Marie Nipper tiltræder den 1. august stillingen som ny direktør på ARKEN. Marie Nipper er et kendt navn i den danske kunstbranche. Hun har været direktør på Copenhagen Contemporary siden 2018 og har tidligere været Artistic Director og Senior Curator på Tate i Liverpool samt overinspektør på ARoS i Aarhus. Hun sidder desuden i bestyrelsen hos bl.a. Tivoli A/S og Bikubenfonden.

Om sine visioner for ARKEN siger Marie Nipper bl.a.: ”ARKEN skal være et museum, der engagerer sig lokalt på Vestegnen og hvis kunstneriske program appellerer til et nationalt og internationalt publikum. Jeg kommer også med et stort fokus på udvikling af museets samling samt på at skabe endnu mere engagerende formidling til børn, unge og børnefamilier.”

Sommerudstilling i skulpturparken


I ARKENs udendørs sommerudstilling inviterer værker af de to billedkunstnere Silas Inoue og Nina Nowak publikum ind i højaktuelle fortællinger om naturens ressourcer og undersøger de svimlende sammenhænge mellem smartphonen i lommen og et økosystem i ubalance.

Udstillingen kan opleves i landskabet omkring ARKEN fra den 21. maj.

Læs mere

Gratis omvisning i Kvinder i opbrud


Husk at du hver onsdag kl. 19 og søndag kl. 14 kan gå med på en gratis omvisning på museet og få et særligt indblik i udstillingen Kvinder i opbrud og en kort introduktion til Else Alfelt-udstillingen.

Omvisningen er gratis for gæster med entré til museet og kræver ingen tilmelding.

Læs mere

Få 30 % rabat til Kvinder skaber rum


Oplev udstillingen Kvinder skaber rum på Dansk Arkitektur Center fra den 13. maj og få 30 % rabat på entréen ved fremvisning af din entrébillet fra ARKEN eller dit KLUB ARKEN-kort. Billetsamarbejdet gælder 13. maj - 14. august. Læs mere om udstillingen via linket.

Læs mere

Foredrag om Else Alfelts rejseskildringer


Else Alfelt var livet igennem dybt inspireret af naturen og folkekulturerne, som hun oplevede på rejser til bl.a. Sapmí og Japan. Bliv klogere på, hvordan Else Alfelts rejser påvirkede hendes kunstneriske praksis onsdag den 25. maj kl. 17.30-18. Foredraget er gratis for gæster med entré til museet, men tilmelding er nødvendig.

Læs mere

Performances med Deniz Eroglu


Kunstneren Deniz Eroglu er lige nu aktuel med værket Souvenirs i Ishøj By Center. Et værk skabt til ARKEN, der tager afsæt i Eroglus egen familiehistorie. Deniz Eroglu vil i en serie af performative foredrag i Souvenirs lede publikum igennem personlige bekendelser om sin opvækst i samspil med nedslag i hans kunstneriske praksis og betragtninger over kunstens rolle i samfundet.

Mød Deniz Eroglu og få et særligt indblik i Souvenirs og tankerne bag torsdag den 16. juni kl. 17-18 eller fredag den 17. juni kl. 17-18. Foredraget er gratis, men tilmelding er nødvendig. Begrænset antal pladser.

Læs mere

Sommerbilledskole for børn


I første og sidste uge i skolernes sommerferie inviterer vi de 8 til 12-årige til en fire dages sommerbilledskole med kunst, leg og kreativitet i højsædet. Aktiviteterne vil foregå både i udstillingerne, i skulpturparken og i museets værksted KREATIV. I år er det med inspiration fra udstillingerne Else Alfelt og Grundstof. Der er sommerbilledskole tirsdag-fredag kl. 10-14 i uge 26 og 31. Læs mere om pris og tilmelding via linket.

Læs mere
Følg os
ARKEN
Museum for Moderne Kunst

Skovvej 100, 2635 Ishøj
Telefon: 43 54 02 22
info@arken.dk
arken.dk
 
Åbningstider
Tirsdag-søndag: 10-17
Onsdag: 10-21
Mandag: Lukket
Send til en ven
Tilmeld
Rediger profil
Afmeld