VI DELTOG I COP27: LÆS OM VORES ARBEJDE MED CO2-REDUKTION GENNEM FØDEVARER |
På klimatopmødet COP27, som fandt sted i Egypten fra den 6. til den 18. november, var vi i lørdags på scenen for at fortælle om vores arbejde med at nedbringe CO2-udledningen fra vores fødevarer. Nordisk Råd havde sammen med den grønne tænketank Concito inviteret os til at deltage i en debat om at transformere fødevaresystemer. På et online-link fra København fortalte Peter Rønn-Petersen, som er Direktør i Meyers Madhus, hvordan vi på tværs af virksomheden er lykkedes med at nedbringe vores klimaaftryk fra fødevarer. For at kunne måle aftrykket fra fødevarerne, har vi brugt Den Store Klimadatabase, som er udviklet af Concito. |
|
|
Hvis man spiser sin frokost i en af vores kantiner eller frokostordning, eller hvis man har givet sig i kast med kogebogsklassikere som ’Meyers grønne proteiner’ eller ’Meyers salater’, har man sikkert bemærket, at der er kommet mere grønt og mindre kød på tallerkenen. Det er nemlig nogle af de greb, som vi har brugt til at udlede mindre CO2. Hertil kommer, at vi overvejende bruger lyst kød, som har et meget lavere klimaaftryk end rødt kød. Fokus på mindre madspild spiller en væsentlig rolle, ligesom især bælgfrugter fylder mere og mere på tallerkenerne, i opskriftsbøger og sågar også på enkelte danske marker. Festivalgæster vil også kunne genkende sloganet ’Bælg bælg bælg’, som er en af de måder, som vi med et smil på læben prøver at gøre opmærksom på bælgfrugter som en velsmagende og næringsrig råvare. |
|
|
EFFEKTEN AF DET GRØNNE KAN SES I TALLENE |
At kunne måle og dokumentere klimaaftrykket af vores fødevarer er helt afgørende – dels fordi kunder efterspørger det, men også for at kunne vise, at de mere grønne tallerkener har en effekt. Vi har bygget et CO2-målingsredskab, baseret på Concitos Store Klimadatabase, for hver måned at kunne vise CO2-aftrykket i hver enkelt kantine. De tal sender vi til vores kantiner, som kan følge med i, hvordan deres klimaaftryk er sammenlignet med måneden før eller sidste år, og hvor langt de er i forhold de mål, vi sammen har sat for at nedbringe klimaaftrykket. De månedlige rapporter er også vigtige for vores medarbejdere og køkkenchefer, fordi de kan se, at alt det arbejde de lægger i at servere mere grønt på tallerkenerne, har en positiv effekt i målingerne. Det er motiverende for alle medarbejdere at kunne se, at tallene flytter sig i den rigtige retning. |
|
|
VORES ARBEJDE MED BÆREDYGTIGHED |
Vi har sat målsætning for vores bæredygtighedsinitiativer |
Omtrent 20% af vores totale klimaaftryk i Danmark stammer fra den mad, vi spiser. Derfor har vi som madvirksomhed et ansvar for at veje alle de valg, vi træffer, i et bæredygtighedsperspektiv og tage aktivt stilling. Vi har gjort status og konkretiseret vores bæredygtighedsindsatser inden for fem overordnet områder, der beskriver vores tilgang til en bæredygtig omstilling af vores fødevaresystemer. |
|
|
UDGANGSREPLIK: JO FØR, JO BEDRE |
Tilbage til klimatopmødet havde Peter Rønn-Petersens tre budskaber med til panelet set med Meyers’ øjne. For det første ville det være et kæmpe fremskridt, hvis der var konsensus både i Danmark og internationalt om en metode til at måle fødevarers klimaaftryk. For det andet er det vigtigt at gøre data lettere tilgængelig for fx restauranter og mindre fødevarespillere, for hvem det kan være en uoverskuelig opgave at skulle kortlægge og måle deres fødevareaftryk. Udgangsreplikken fra Peter Rønn-Petersen var ganske enkel: ”Skynd jer! Der er behov for enighed på tværs for at sætte endnu mere skub i den nødvendige transformering af vores fødevaresystemer.” Se debatten fra klimatopmødet herunder. |
|
|
Du modtager denne email, fordi du er tilmeldt Meyers nyhedsbrev. Du kan til enhver tid framelde dig vores nyhedsbrev. Vi passer på dine personlige oplysninger
Læs mere hvis du vil se, hvordan vi behandler dine personoplysninger. |
Dampfærgevej 10, 2100 København Ø |
|
|
|