Vi melder klar til Verdens bedste skovtur - ses vi i skoven? |
Hej John Fra på søndag og 14 dage frem inviterer vi til 'Verdens bedste skovtur', hvor vi igen i år disker op med dejlig mad, underholdende events og god musik i de naturskønne omgivelser ved Udsholt i Nordsjælland. Programmet byder på mere end 130 events, der tæller alt fra koncert med Raske Penge til samtale med Ditlev Tamm, heksebryg, healing, Mads og A-holdet, surdejspizzaer fra de træfyrede ovne, skovrøget laks og stribevis af aktiviteter for de mindste. Og selvfølgelig lunt bagværk, grønne retter, flæskestegssandwich og kolde drikke fra skovbaren.
Søndag d. 14. juli til søndag d. 28. juli på A.P. Møller Grunden, Udsholt Strandvej 84, 3230 Græsted. Vi glæder os til at se jer i skoven i vores udendørs kultur- og spisehus! |
|
|
Eventprogrammet består igen af sjove, underfundige kultur -og naturoplevelser i samarbejde med gode mennesker fra vores netværk og lokale ildsjæle. |
|
|
RADIO UDSHOLT - VÆRTENS BEDSTE RADIO |
Hver dag under hele skovturen kan man tune ind på FM-båndets kanal 99,0 og høre "Radio Udsholt – Værtens bedste radio", når radiovært Thomas Vibe - kendt fra programmet Vidundergrunden på P3 - sender liveradio fra pladsen. |
|
|
LIVE KONCERTER Glæd jer til at opleve live-koncerter midt i skoven. Søndag 14/7 - Raske Penge en fusion af reggae, dancehall og elektroniske elementer, som garanterer en koncertoplevelse udover det sædvanlige. Tirsdag 16/7 - Mads Mouritz & Mellemblondt en blanding af moderne socialrealisme, humor og følelsesladede øjeblikke, og hver sang er en lille fortælling om bekendte ansigter. Fredag 19/7 & 26/7 - Jazz by heart en blanding jazzstandards og jazzede udgaver af Hendrix, Mitchell, Dylan, Young. Lørdag 20/7 - Hakami med glat vokal og melodiske arrangementer inviterer Hakamis musik til fordybelse, der ubesværet formidler livets kompleksitet og følelsesmæssige sårbarhed. Tirsdag 23/7 - Viola & Lachlan et sommerhøjdepunkt, hvor musik og natur forenes smukt. Lørdag 27/7 - Mikkel Hess & Henrik Vibskov en fortryllende trommekoncert, hvor både musik og kunst kombineres Alle koncerterne er gratis |
|
|
Drømmer du om at bevæge feriekroppen, byder programmet f.eks. på morgenyoga, dans for alle aldre, crossfit, pilates, løb - både morgen og aften efterfulgt af havdyp samt SUP-tours med instruktør. Er du mere til at se andres fysiske udfoldelser, kan du deltage som tilskuer til det årlige fodboldopgør "Kampen om Nordsjælland" lørdag d. 20. juli kl. 15 på Vejby Stadion, når Kikhavn BK og Rågeleje FF tørner sammen.
|
|
|
Savner du åndelig føde, inviterer vi på både 'Body & Soul Awakening', kakaoceromoni og wellnessmassage samt samtaler med spændende kulturpersonligheder. Hør professor Vincent Hendricks om bogen “Nok om mig” eller oplev biolog Kaare Ebert om lystfiskeri, historiker Dorthe Chakravarty om Kirsten Hüttemeier, kakaoceremoni ved shamanisk terapeut Avilou Søby og mange flere. Ligesom sidste år kigger Mads Steffensen og A-holdet forbi til live-løsning af lytternes dilemmaer. |
|
|
Traditionen tro er programmet også fyldt med aktiviteter for de mindste: Der er både insektjagt, hulahopværksted, heksebar, havfruemøde, minipolet og yoga kun for børn. Så hvis I mangler noget at lave i sommerferien, så slip endelig ungerne løs sammen med os. |
|
|
Anført af foodtrucken Lille-Meyer og et par træfyrede pizzaovne kan gæsterne stille sulten med friskbagt morgenbrød, frokostsandwiches, flæskestegssandwich, grønne retter, surdejspizzaer, is og kager. Skovbaren byder desuden på et udvalg af økologisk æblemost, kombucha, øl, cocktails og selvfølgelig et udvalg af vine og bobler.
Husk at du også kan svinge forbi og hente surdejspizzaer og bagværk med hjem til sommerhuset. |
|
|
Følg med på vores hjemmeside og @lille.meyer på Instagram , hvor vi løbende opdaterer om programmet. |
|
|
VERDENS BEDSTE LYDBIOGRAF |
Sæt jer godt til rette i skovbunden, når Mikkel Clausen inviterer ind i den gode fortællings univers!
Under trækronerne og de kulørte lamper, i havestole og på tæpper, med en varm te eller iskold rosé, vil fortællingen som et usynligt slør lægge sig om publikum - og den indre biograf vil langsomt, men sikkert tage over.
Forestillingerne introduceres af Mikkel Clausen, journalist og tidligere redaktør på (det gamle) Radio24syv, og vil være i genren montage - det tætteste lyd-dokumentaren kommer på et absolut kunstnerisk blik på virkeligheden.
Datoer: Mandag den 22. juli, kl. 18.00-19.15 Torsdag den 25. juli, kl. 19.45-21.00
Pris: Arrangementet er gratis. |
|
|
Verdens Bedste Skovtur vender tilbage på A.P. Møller-grunden ved Udsholt Strand nær Rågeleje fra den 14.-28. juli
Til radio-sendefladen såvel som det øvrige aktivitetsprogram inviteres lokale kræfter til at byde ind med historier, idéer og events. Har du en god ide til programmet og vil du være med, kan du skrive til Fanny Feline Flindt på vbs@meyers.dk. Adressen er A.P.Møller-grunden (parkeringspladsen), Udsholt Strandvej 84, 3230 Græsted. Der er mulighed for alternativ parkering på offentlig parkeringsplads 200 m væk. Åbningstider er fra kl. 8.30-21.00 alle dage i perioden, og adgang til det meste underholdning er gratis. Det er muligt at købe alt på menuen to-go. |
|
|
Du modtager denne email, fordi du er tilmeldt Meyers nyhedsbrev. Du kan til enhver tid framelde dig vores nyhedsbrev. Vi passer på dine personlige oplysninger
Læs mere hvis du vil se, hvordan vi behandler dine personoplysninger. |
Dampfærgevej 10, 2100 København Ø |
|
|
|