Hej Læser

Jeg har et par gange skrevet til dig om, at det er tid til en ny start for mig, og om Walk the Mile, som er et forløb der støtter dit vægt tab i små skridt.

I dag vil jeg gerne fortælle om mine op og nedture med vægten og hvorfor det er så vigtigt at sige farvel til evige slankekure og selvsabotage.

Jeg er nemlig også en af dem der har været på mere end en slankekur igennem livet.

Ikke fordi der har været mange, men jeg har da prøvet min del.

Hvis du selv har prøvet at være på slankekur, så kender du godt det, der skete for mig.

Det er nemlig det samme der sker for os alle sammen der prøver en-to-mange slankekurer igennem livet.

Gejsten er høj de første 14 dage og så tager hjernen over og vi fastholdes i det gamle mønster og man mister motivationen.

Sådan var det for mig.

Specielt på de kure, hvor jeg mere eller mindre selv skulle stå for det hele uden støtte fra andre.

Du ved, den der slankekur man har læst om på nettet eller i en bog med de lækreste opskrifter og billeder.

Men når ikke der er nogen til at heppe og holde en oppe, så er det bare rigtig svært at bevare motivationen.

Derfor er det så meget nemmere, når man er flere om et fælles mål.

Når det endelig lykkes

Jeg har en enkelt gang haft held til at tabe mig.

Op til min 40-års fødselsdag tabte jeg 20 kilo og stod fuldstændig slank og flot til min fødselsdagsfest.

Det var en fantastisk følelse.

Jeg havde gået på vægtvogterne, og i det fælleskab tabte jeg de mange kilo.

Bagefter blev jeg selv vægtvogterkonsulent og hjalp andre med at tabe sig.

Det var helt fantastisk at hjælpe andre med det, der betød så meget for mig.

En sund og stærk krop.

Det er også derfor det er så vigtigt for Susanne og mig, at vi bygger et rigtig godt sammenhold op omkring dig og de andre kursister på Walk the Mile, og vi skal være sammen hver uge online.

Ingen skal stå alene for støtte og fællesskab skal der til for at livsstilændringen kan realiseres.

Men så skete der noget der vendte fuldstændig op og ned på mit liv.

I 2006 blev jeg forladt i et parforhold.

Det var en utrolig hård periode for mig.

De efterfølgende 5 år var jeg i dyb sorg og dyb krise.

Og det betød, at jeg satte mit vægttab over styr og røg tilbage i de gamle vaner.

Jeg begyndte at spise usundt igen og kiloene begyndte at rulle på.

Det var på samme tid jeg startede Life Academy, så man kan sige at jeg arbejdede mig ud af min livskrise. Men med en del ekstra kilo som bagage.

Min værste synd

Min værste synd har altid været min søde tand.

Hver eneste gang der har været stress i mit liv, som fx da jeg blev forladt, så har jeg brugt sukker for at dulme stressen. Det blev simpelthen til en pause og et energiboost på de travle dage.

Slik og søde sager blev en erstatning og kunne i princippet lige så godt have være en cigaret, kaffe, alkohol – ja vælg selv mellem forskellige afhængigheder.

Har du nogensinde tænkt over, hvad du bruger, når du er presset og lige har brug for en slapper?

Prøv engang at tænke efter...

Og sæt det så ind i sætningen her:

Når jeg er udkørt og træt, så tager jeg ______________________ for at få energi til resten af dagen.

Hvad satte du ind?

Satte du mad, slik, cola eller andet der kan spise/drikkes, så læs videre.

Du har brug for at gøre det, jeg skrive om nu…

Det du har gang i, er lige præcis det sammen, jeg havde. Det er selvsabotage.

Selvsabotage er når det gamle mindset tager over og vi går i overlevelsesmode.

Hjernen slår over på gamle overbevisninger om hvad der kræves for at overleve den stressede situation.

Og det hjernen har brug for er dopamin.

Dopamin har en afgørende rolle for vores sindstilstand.

Dopamin gør os lykkelige og tilfredse.

Hvis hjernen får dopamin, så tror den, at du er glad og lykkelig lige meget hvad der sker med dig.

Og ja, den er faktisk ikke klogere den gode hjerne 🤷🏼‍♀️

Så mad kan altså udløse dopamin, hvilket euforiserende stoffer også kan.

Bum!

Jeg har lige skrevet at mad har den samme virkning som kokain, ecstasy og alle mulige andre afhængighedsskabende stoffer.

Det betyder at du skal tage din selvsabotage i forhold til mad lige så seriøst som enhver anden afhængighed!

Og så er det måske heller ikke så svært at forstå, at jeg (måske også dig) i perioder overspiser.

Vi spiser, fordi vi ikke vil mærke, hvordan vi i virkeligheden har det!

Hjernen vælger den nemme løsning.

Vejen ud af selvsabotage

Selvsabotage er rigtig svær at komme ud af.

Det tager tid og kræver et system.

Hver dag skal man træne sine nye overbevisninger ved hjælp af forskellige metoder.

Det er det vi gør på Walk the Mile.

Vi bruger

Hvis det ”bare” er det, der skal til, hvorfor har du så ikke selv tabt din endnu, Chalotte? Tænker du måske.

Det vil jeg gerne forklare, for måske står du i samme situation.

Jeg har igennem mange, mange år presset mig selv alt for meget.

Der har været meget arbejde og mange projekter ved siden af arbejdet samtidig med familie, børn, bolig og mange andre ting der hører med til livet.

Jeg har altså haft mere end rigeligt at se til.

Kender du det?

Mit stressniveau har været meget højt, men mit energiniveau har også været meget højt.

Så jeg har ikke haft nogen grund til at stoppe op, følte jeg.

Og så var det bare nemt at nedprioritere mig selv.

Men nu er det slut.

Der er kun en kur der dur og det er at få stressen ud af kroppen.

Man skal simplethen få beroligt nervesystemet.

Det er det første vi starter med på Walk the Mile.

Vi skal simpelthen ned i gear og få en balance, hvor det er muligt at tabe sig.

Vil du gerne vide, hvordan du kommer ned i gear?

Jeg skal nok fortælle mere om det på næste live call.

Du ved, de online intromøder vi holder nogle gange her i december.

Vil du også vide mere om, hvad der foregår mellem dine ører og hvorfor det betyder så meget for din dit humør, sundhed og ikke mindst din vægt?

Næste live call er tirsdag den 1. december.

Se flere datoer og tilmeld dig her ⤵️

Få inspiration til et langt, sundt og vitalt liv

Vi ses til Live Call.

Kærligst
Chalotte (og Susanne)

P.S Se vores live call og hør hvordan du kan spare 15.000 kr. og leve sund, stærk og slank resten af livet.