Syge bør ikke bare isoleres derhjemme, hvor de kan smitte familien, mener WHO. Foto: Mads Nissen |
Godmorgen, Der er tilsyneladende ingen ende på uenighederne mellem de danske sundhedsmyndigheder og Verdenssundhedsorganisationen (WHO), der igen kritiserer den danske håndtering af covid-19. Først var det vores begrænsede brug af test i kampen mod virussen, og nu får Danmarks og andre europæiske landes praksis med at isolere syge i deres eget hjem hug fra WHO-eksperterne. De mener nemlig, at der er en alt for stor risiko for, at syge med milde symptomer smitter deres nærmeste, når de opholder sig derhjemme i stedet for at blive isoleret uden for hjemmet. »De skal isoleres, så de ikke spreder sygdommen. Jeg vil elske, hvis din avis kan slå det fast i store overskrifter. Hvis vi sender de syge hjem, så de smitter andre i hjemmet, der ikke kommer i karantæne, så kan det hele komme ud af kontrol«, siger Dale Fisher, der er professor på det nationale universitetshospital i Singapore og formand for et ekspertnetværk, der rådgiver Verdenssundhedsorganisationen (WHO) om globale sygdomsudbrud, til Politiken. Han mener ligefrem, at en reel isolation af de syge er det vigtigste tiltag til at bekæmpe smitten. »Vi kan sige test, test, test igen og igen. Men hvis vi lader folk tage hjem igen, er der ikke megen pointe i det. Vi er nødt til at handle på resultatet af testen«, siger han og peger på en WHO-rapport fra Kina, der viser, at tre ud af fire blev smittet i hjemmet. Statens Serum Institut afviser, at den danske kurs er forkert. »Under danske forhold er selvisolation i hjemmet eller sommerhus af mange årsager at foretrække. Vi har i epidemiplanen mulighed for at etablere både fælles karantæne og isolationsfaciliteter. Det anbefaler Sundhedsstyrelsen ikke i stort omfang på grund af smitterisiko og af psykologiske og sociale årsager«, skriver Kåre Mølbak, faglig direktør for infektionsberedskab ved Statens Serum Institut, i en mail til Politiken. I alt 3.092 personer i Danmark er konstateret smittet med covid-19, men da mange syge med milde symptomer ikke testes, er det reelle antal smittede mange gange større. 535 personer var ved den seneste opgørelse, onsdag, indlagt på hospitaler. 126 af dem lå i respirator. FN’s klimatopmøde i Glasgow udskydes Covid-19-pandemien har ført til udskydelse af endnu en stor begivenhed efter, at blandt andet OL i Tokyo tidligere er blevet skubbet et år frem, skriver Ritzau. FN’s klimatopmøde COP26, der skulle have fundet sted i Glasgow i Skotland til november, er udskudt til næste år på grund af pandemien. Værtsskabet for klimatopmødet er delt mellem Storbritannien og Italien, hvor især Italien er hårdt ramt af pandemien med flest dødsfald af alle lande i verden. »Covid-19 er den mest akutte fare, menneskeheden står overfor i dag, men vi må ikke glemme, at klimaforandringer er den største fare, menneskeheden står overfor på lang sigt«, siger chefen for FN’s klimasekretariat, Patricia Espinosa. Frankrig passerer 4.000 døde Også Italiens naboland, Frankrig, kæmper med mange smittede og døde som følge af covid-19. Som det fjerde land i verden har Frankrig passeret 4.000 døde, skriver Ritzau. Det sker efter, at 509 mennesker det seneste døgn har mistet livet, så det samlede antal døde nu er oppe på 4.032 i Frankrig. Italien, Spanien og USA har alle registreret over 5.000 døde i corona-pandemien. Du finder et samlet overblik over antallet af smittede og døde her udarbejdet af det anerkendte Johns Hopkins Institute. Trump lover, at USA snart har respiratorer nok Og netop USA oplever fortsat stigninger i antallet af døde med 884 omkomne det seneste døgn. Især storbyen New York er hårdt ramt, men mange steder mangler man respiratorer, der kan hjælpe de mange syge med at trække vejret. Præsident Donald Trump lover dog, at der snart er respiratorer nok, da produktionen er blevet skruet i vejret og siger sågar, at USA til den tid vil kunne hjælpe andre lande i nød, skriver DR. På sit pressemøde i nat dansk tid fik Donald Trump også sået tvivl, om de kinesiske opgørelser over antallet af smittede og døde. Det har Politiken skrevet mere om her. På mange amerikanske hospitaler mangler sundhedspersonalet ligesom i Danmark værnemidler, der kan nedbringe risikoen for, at de selv bliver smittet. Derfor har USA taget imod et tilbud fra Rusland, der har sendt et fly med i alt 60 ton medicinsk udstyr, herunder respiratorer og masker, til New York. Lyt til podcast om pandemien I disse dage dækker ’Du lytter til Politiken’ kun pandemien. Fra tragedien i Norditalien til den voksende krise i USA. Fra Kina til Danmark. Du finder de seneste udgaver af podcasten her på, ’Du lytter til Politiken’. Det sker i dag | Varetægtsfængslingen af en 40-årig norsk-iransk mand udløber ved Retten i Roskilde. Han er sigtet for at have medvirket til et forsøg på at dræbe eksiliraner i Ringsted og for at have hjulpet en iransk efterretningstjeneste på dansk jord. |
|
| Østre Landsret afsiger klokken 11 dom i ankesagen mod tidligere Hesalight-direktør Lars Nørholt, der i 2018 blev idømt syv års fængsel i byretten for grov økonomisk kriminalitet. |
|
| Folketinget skal klokken 10 anden- og tredjebehandle et forslag om højere straffe for kriminalitet, der relaterer sig til coronavirus. |
|
| Flere myndigheder giver en status på situationen med hensyn til coronavirus og covid-19. Det sker på et pressemøde, som ventes at finde sted klokken 14.00 i København. |
| Det skete i dag | 1995: Lise-Lotte Rebel indsættes som Danmarks første kvindelige biskop i Helsingør Domkirke. |
|
| 1917: USA træder ind i 1. Verdenskrig efter at have været neutral til at begynde med. |
| | Med venlig hilsen Niels Holst Journalist, digital forsideredaktør på Politiken |
|
|
|
|